Udgivet

Fantastisk fabulerende Fodreise

Fodreise

Kom med på en fantastisk fabulerende Fodreise

Christianshavns Bogfestival og Mikrofest er gået sammen om at nyskabe H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager. Kom med på en fantastisk fabulerende Fodreise med Rikke Oberlin Flarup, T.S. Høeg, Marianne Larsen og Lars Emil Foder d. 19. juni kl. 12 og kl. 16. Tilmeld dig her:

Fantastisk fabulerende Fodreise 19. juni kl. 12-14

Fantastisk fabulerende Fodreise 19. juni kl. 16-18

Om Fodreisen d. 19. juni

H.C. Andersen begiver sig ud på en fantasifuld gåtur nytårsnat 1828-29 i debutromanen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager. Her møder han bl.a. en talende ræv, prøver Skt. Peters magiske briller og kommer ind i litteraturens hellige gemakker.

D. 19. juni kan du komme med på en moderniseret version af vandringen, hvor nutidige forfattere læser højt fra deres forfatterskab, spiller musik og på smukkeste vis sætter H.C. Andersens Fodreise i et nutidigt og fremtidigt perspektiv.

De medvirkende er forfatter, musiker og rejseguide Lars Emil Foder, forfatter Rikke Oberlin Flarup, forfatter og musiker T.S. Høeg og forfatter Marianne Larsen.

Vandringerne bliver optaget af journalist & historiker Majken Astrup og udgivet som et podcastafsnit i serien Stemmer fra Amar.

Praktisk om Fodreise

De to fantastiske, fabulerende fodreiser foregår til fods, og vi tilbagelægger cirka 4 km over to timer. Vi starter ved Magasin/Kgs. Nytorv, og du skal tilmelde dig via billetto.dk:

Fantastisk fabulerende Fodreise 19. juni kl. 12-14

Fantastisk fabulerende Fodreise 19. juni kl. 16-18

Om Christianshavns Bogfestival

Christianshavns Bogfestival vender i 2021 blikket mod verden omkring os og mod os selv. Med litteraturen som rejseguide inviterer vi publikum på en tour til både nære og fjerne verdener, og vi belyser fiktionens evne til at skabe rum for drømme, eskapisme og refleksion.

Ved at vende blikket udad giver vi samtidig mulighed for at vende blikket indad, for selvom vi uløseligt hænger sammen med den verden der omgiver os, så spiller de indre rejser også en afgørende rolle for det enkelte menneske. Særligt i usikre tider som disse, har vi brug for at kunne forsvinde helt ind i litteraturen, mens behovet for at dele de stærke litterære oplevelser med andre samtidigt er stort. For intet menneske er en ø.

Læs mere og se hele programmet her.