Udgivet

Lars Bukdakl vinder Asger Schnack Prisen 2021

Lars Bukdahl og Asger Schnack

Asger Schnack Prisen 2021

Asger Schnack Prisen blev uddelt for anden gang til årets udgave af litteraturfestivalen Lille Bogdag. Prisen bliver tildelt en aktør med betydning for det danske mikroforlagsmiljø. Anmelder og litteraturkritiker Lars Bukdahl løb afsted med prisen, som er sponsoreret af Mikrofest.

Festlig prisoverrækkelse

Det var en glad og beæret Lars Bukdahl, der søndag modtog Asger Schnack Prisen 2021. Det skete til en festlig prisoverrækkelse på Johan Borups Højskole. Forinden havde ca. 2.000 gæster deltaget i to dages forrygende bogmesse og litteraturfestival, hvor størstedelen af små, danske kvalitetsforlag og en bred palet af deres forfattere var repræsenteret. 

De 3 nominerede til Asger Schnack Prisen 2021

Det var en uafhængig jury, der havde peget på Lars Bukdahl som årets vinder. Juryen består af forfatter og billedkunstner Morten Søndergaard, litteraturanmelder Kamilla Löfström, digter og forlægger Lars-Emil Woetmann, bibliotekar og litteraturformidler Thomas Vang Glud og Lille Bogdag-repræsentant Mia Dalby Thorup. Foruden ham var den nyligt afdøde digter Eske K. Mathiesen samt Forlaget Virkelig nomineret til prisen. 

Nomineret i principielt fjendskab

Asger Schnack Prisen gives til en dansk aktør, der på en generøs, begejstret og talentfuld måde arbejder for litteraturen og de små, uafhængige forlag. Jurymedlem Lars-Emil Woetmann begrundede i en spidsfindig motivationstale, hvorfor valget i år faldt på Lars Bukdahl: 

”Lars Bukdahl har gennem vel flere årtier været en af landets mest synlige litteratur-kritikere, som sådan har han været de smalle forfatteres, de objekte udgivelsers og de mindre forlags utrættelige ridder. Få litteraturmennesker i Danmark måler sig med Bukdahl i smittende entusiasme, i denne disciplin er han vel kun overgået af prisens hædersperson (måske kan man ligefrem tale om en fælles hoppende begejstring, som de to deler) – selvom det vel sjældent er den samme litteratur, de to er begejstrede for, nuvel! 

Som anmelder slår Lars Bukdahl et slag for de mindre udgivelser i den stadigt bredere bogsektion, som formidler viser han vej forbi den almindelige smag (og den retlinede syntaks) og som prisuddeler sætter han pris på de små, men derfor ikke ringe bøger. Alt desværre uden at give særdeles nødvendigvis sød kritik til de mindste, dvs. indimellem fortjener Lars Bukdahl virkelig ikke at blive nomineret til noget som helst, skulle mange da mene. 

Det er noget rod at hædre en litteraturkritiker, når man er en branche, der vil elskes, det må vi indrømme, hvorfor Lars Bukdahl således nomineres i principielt fjendskab.” 

– Lars Emil Woetmann

Prisen var 250 m2 tapet

Prisen bestod af 5.000 kr. samt et kunstværk skabt af billedkunstner Anders Bonnesen, der havde fået trykt 250 m2 tapet i 10 ruller med teksten: Kærlighed er det eneste ord der findes. Trykket har rod i et tidligere værk af Asger Schnack, som Bonnesen havde bearbejdet til lejligheden ud fra devisen ”et unikum til et unikum”.  

Sidste års vinder var Møllegades Boghandel. Læs mere om Asger Schnack Prisen 2020 her.

Fotokredit: Frej Rosenstjerne.