Udgivet

WEEKENDEN: De små forlags store releasefest

mikroforlag

De små forlags store releasefest

Mange bøger, der er udkommet under lockdown, har ikke fået en releasefest, så det råder vi (lidt) bod på nu. Mikrofest præsenterer 4 forfattere og oversættere, som læser op og fortæller om deres bøger, og du kan også møde og købe bøger fra 4 kvalitetsbevidste mikroforlag. Vi garanterer gode tilbud, god litteratur og godt humør! Læs mere om arrangementet på Facebook.

Mød 4 mikroforlag + 4 forfattere og oversættere

Som en del af sommerprogrammet WEEKENDEN præsenterer Mikrofest og DIT:KBH fire forfattere og fire mikroforlag på Charlotte Amundsens Plads, Kbh K, fra kl. 17-21 fredag d. 25. juni. Gratis arrangement.

Program for de små forlags store releasefest

Kl. 17-21:

Mød de eminente mikroforlag Asger Schnacks Forlag, Baggaardsbaroner, Korridor og Rebel With a Cause, som står bag deres stande med hele deres bagkatalog af store bøger. Gør nogle forrygende bogkøb og få en god snak.

Kl. 19-20:

Oversætter og forlægger Iben Hendel Philipsen fra Rebel With a Cause fortæller om og læser op fra den kraftfulde sydafrikanske debutroman Når vi taler om ingenting af Olumide Popoola.

Felix Rothstein fortæller om kultromanen Manden der tænkte ting af Valdemar Holst, oprindelig udgivet i 1930’erne og nu i en flot, ny hardback på Baggaardsbaroner.

Release med gratis drinks, signering, dj, snak og hygge.

Kl. 20-21:

Marianne Larsen læser op fra sine digtsamlinger, hvor Asger Schnacks Forlag fornylig har udgivet de anmelderroste den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september og udvalget 70 digte, sidstnævnte i anledning af hendes 50-års-forfatterjubilæum.

Sidse Laugesen giver en introduktion til 3 kinesiske novellaer, hun har oversat i Korridors succesfulde novella-serie: Så blødt som vand & Guldalder, De tusind bæsters nat og den kommende Kærlighed i det nye årtusind, som du helt eksklusivt kan købe på dagen.

Release med gratis drinks, signering, dj, snak og hygge.

WEEKENDEN

Velkommen til WEEKENDEN – et udendørs sommerprogram for engagerende og originale kulturoplevelser på tværs af København.Her er noget for enhver smag. Der er noget til de musikelskende, til de kunstinteresserede, de madglade, de ligeglade, de spillelystne, de hygge-sultne, de politiske, de apatiske, de forelskede og de søvnløse.

Byen har hungret efter kultur, og derfor er DIT:KBH gået sammen med de københavnske kulturmiljøer om at fylde hver weekend i løbet af sommeren med oplevelser, og give københavnerne en række vedkommende, tankevækkende og samtaleskabende oplevelser.

Vi har valgt at rykke hele programmet udendørs og lade det fylde en række københavnske pladser med liv og mennesker. Alle oplevelser skal være tilgængelige for alle. Derfor er langt de fleste af oplevelserne gratis. Det eneste du skal gøre, er at tilmelde dig det enkelte event. Weekenden er her. Weekenden vender tilbage hver uge.

Vi glæder os til at se dig under sommeraftenens lyse himmel.

Arrangementer offentliggøres løbende. Få det fulde overblik på www.ditkbh.kk.dk.

CORONA-INFORMATION

Selvom der er gået sommer i den, og vi igen kan samles om kulturen, har vi stort fokus på at overholde alle gældende retningslinjer for håndtering af Covid-19, og i det hele taget sikre tryghed og sikkerhed for alle gæster til WEEKENDEN. Adgang til arrangementerne forudsætter fremvisning af Coronapas eller negativ test. Da der er tale om udendørs arrangementer, er der i udgangspunktet ikke krav om mundbind. Dog kan det være nødvendigt at anvende toiletfaciliteter, hvor adgang kræver brug af mundbind. Arrangementerne følger den gældende retningslinjer om forsamlingsforbud og arealkrav, hvilket alle bedes respektere.