Læs Franzas bog! En fortælling om en læsning

Hvad synes I om den her mystiske og lidt svære bog?

Indrømmet, jeg havde først lagt Ingeborg Bachmanns Franzas bog fra mig. Jeg kunne ikke rumme de knudrede sætninger, det “halsbrækkede” i Bachmanns prosa: Tempoet skifter så hensynsløst mellem hurtigt og langsomt, og syntaksen synes at knække sammen, som Weekendavisens anmelder så korrekt beskriver det sin anmeldelse af bogen december sidste år.

• 

• 

Franzas bog = en ufærdig bog

Traumet, angsten, overlevelsesskylden, Bachmanns egen tunge familiehistorie (hendes far var østrigsk nazist), den dirrende stemning efter 2. verdenskrig forplanter sig til sproget og gør bogen umulig at være i rum med på grund af sin rastløse energi. Det minder mig om angst, rystende hænder, overstimulering, og følelsen af, at tankerne aldrig forplanter sig, men fordufter og forsvinder som røg.

Franzas bog er en ufærdig bog. Det er godt at vide, hvis Franzas bog er det første møde med Bachmann og at du, ligesom jeg, måtte lægge bogen fra dig. For forfatteren forblev Franzas bog et ufærdigt manuskript. Nogle steder nævner hun det endda som et partitur til en roman, altså blot anvisninger til en bog – og manuskriptet blev aldrig samlet til en bog i forfatterens liv, der sluttede alt for tidligt ved en brandulykke.

Den fragmentariske form

I min frustration over bogens svære fragmentariske form – for jeg ved, at Bachmann er en fantastisk forfatter – og i håb om at få et bedre greb om bogen, bladrede jeg om til oversætterens note bagerst i bogen. Bogens oversætter, Thomas Skovmand, har i mine øjne løst denne svære tekst på forbilledlig vis til et flot, sømløst dansk, og jeg tænkte, at han må kende og forstå teksten indgående (som alle oversættere jo gør). Måske kunne han give mig min læsemotivation tilbage?

I sin note understreger han bogens ufærdige karakter, der har ledt ham til at bruge og sammenklippe forskellige versioner af teksten for at skabe den mest sammenhængende bog ud fra ja, ufærdige fragmenter. Godt klaret. Oversætteren gjorde det også klart for mig, at især 2. del, Jordansk tid, hvor Franza taler i febervildelse, om noget er endnu mere usammenhængende og rablende, men det mimer jo denne kvindes indre verden, der er så angstfuld og med stor succes kommunikerer dette til sin læser (mig). Det gør det dog ikke behageligt at læse, så jeg lukkede bogen. Men så!

Heart of Darkness

Så læste Christel, som er medstifter af Læsefest og Mikrofest, en passage op fra bogens 3. del og fik mig overbevist om, at jeg havde begået en fejl ved at lægge bogen fra mig.

Bachmanns prosa går i mine øjne fra en dels rablende og periodevis svært forståelige mani til nogle fantastisk smukke passager i 3. del “Det ægyptiske mørke”, hvis titel og indhold både mindede mig om den polsk-britiske forfatter Joseph Conrads roman fra 1899 “Heart of Darkness”, der tager livtag med imperialismen i det belgisk-koloniserede ‘mørke hjerte’ i Afrika, og tv-serien White Lotus’ udstilling af rige, hvide turisters til tider hensynsløse adfærd i underprivilegerede dele verden og på det lokale folks bekostning (uden dog moralsk at tage et moralsk ansvar fra dem).

Og så er der passager som disse, hvor det rablende, vanvittige og halsbrækkende glider smukt sammen i sproget og i tematikkerne, der er hele læsningen værd, hvor Franza og hendes bror Martin rejser i en bus gennem ørkenen:

“Vinden løftede sig for første gang, tog fat i sandet, den levende jord opløste sig truende i luften. Den viste sit sande væsen. Øjnene og ørkenen fandt sammen, ørkenen lagde sig over nethinden, løb bort, bølgede sig tættere på, lå i øjet igen, i timevis, i dagevis, øjnene blev stadig mere tomme, stadig mere opmærksomme, større, i det eneste landskab, som øjnene er skabt til.

Hvor blid ørkenens overtalelse er, når den viser sine sarte tegninger frem. Hvad søger du i denne ørken, sagde stemmen i ørkenen, hvor intet kan høres. Hvor er jeg så alene. Hvorfor er Det Røde Hav så fuldt af hajer, fuldt af de mest grusomme dyr? Og stemmen svarer ikke, for i ørkenen er der stille. Nogen for forbeholdt sig denne ørken, og denne nogen var ikke en hotelkæde og ikke et oliekompagni”

Franzas bog, s. 131-32

Bogklubben LÆSEFEST

Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!

Og måske har du fået lyst til at læse Franzas bog? Den kan du læse mere om og købe her.