Lea Fløe Christensen: Om kedsomhed

I anledning af bog nr. 5 i Læsefest dykker Lea Fløe Christensen ned i kedsomhed og hegnspæle.

Kedsomhed og hegnspæle

Jeg var skeptisk, da jeg hørte om Sebastian Cordes’ OM KEDSOMHED. For jeg havde allerede én yndlingsbog om kedsomhed, nemlig Lars Svendsens A Philosophy of Boredom /Kjedsomhetens filosofi fra 1999 – en for sin tid lettilgængelig gennemgang af kedsomhedens DNA med fokus på filosofi og eksempler fra populærkulturen, heriblandt selvfølgelig Warhol.

Men argh, hvor jeg blev revet med af OM KEDSOMHED! ELSKER når det kloge føles let og legende – når et kapitel kan hedde “Er fjernsynet ikke nok? Så køb noget humus. Heller ikke nok? Så slå nogen ihjel”, læser glubskt, begejstres i adskillige afkroge af hjernen: underholdes, røres, forvirres, oplyses, rammes.

Havde nørdet en del med kedsomhed i film og litteratur, så for mig var det faktisk militærkapitlet der var mest interessant (og skræmmende) – men alligevel føles bogen som en helhed: en pakke, jeg har lyst til at give rigtig mange slags læsere.

Hadekedsomheden

Min hadekedsomhed er min 6-åriges dimsen rundt: hvor han lige sparker til alt nær ham, langer ud og vælter alt, armene lige kan nå. Jeg VED godt, at børn skal kede sig, og råbte JA! flere gange i Cordes’ kapitel om skolers frygtelige optimering. Men argh jeg hader dimsesiden af kedsomheden. Også selvom den er sund.

Yndlingskedsomheden

Min egen yndlingskedsomhed er ofte den, hvor kunsten leger med min tålmodighed. For mange år siden sad jeg med en ven i en mørk filmvisningssal i en berlinsk kunsthal og så på en mand, der borede et hul til en hegnspæl. Vi var vist tømmermandsramte, havde i alle tilfælde ikke orienteret os om, hvor lang filmen var, inden vi entrerede mørket.

OG der stod han, Bruce Nauman, og borede sit hul, han var omhyggelig, brugte flere slags boreinstrumenter, var et menneske med en mission. Filmen hedder “Setting a Good Corner” og er ligesom min første kedsomhedsbog også fra 1999 (hvad var der med det år…forventnings kedsomhed inden det måske fatale Millennium?).

Hvad vi ikke vidste, var, at det skulle tage 59 minutter og 18 sekunder uden et eneste klip for manden at få hegnspælen i jorden. Det var en af mine til dato største kunstoplevelser, og med OM KEDSOMHED forstår jeg hvorfor.

Og sørme om det ikke endnu engang leder mig til Eske K. Mathiesen, for selvfølgelig går han også i dybden med hegnspælene:

Langsomt går det op for mig
hvor forskellige hegnspæle egentlig er,
nogle skæve, andre som linealer, ikke
så få har grove knaster,
og der er forskelle i struktur og farve.
I grunden er det måske kun pigtråden,
der forener dem.