Baggaardsbaroner

Om

Baggaardsbaroner er uden ansigt. Vi er anonyme, fordi vi er uden betydning. Universet er koldt og vi er blot gløder tilovers fra det store brag. Vi har ingen ambitioner i retningen af udødeligheden. Den slags har vi aldrig haft råd til. Det er litteratur i øjenhøjde og uden så meget pis. Den etablerede branche kan sut den. Forlaget har modtaget adskillige priser for design og virke heriblandt Karen Blixen-prisen for vores innovative og nyskabende tilgang til litteraturen.

Baggaardsbaroner er i virkeligheden et ønske om at gøre litteraturen mere spontan – mere nærværende. Vi er svært forelsket i debutantbøgers nerve. At bogen skrives, for at forfatteren ikke kvæles af de ord, der raser indeni. Det handler om at have noget på spil, man skal kunne mærke helvedesilden dybt ned i lungerne. Derfor er bøgerne prissat, så de kun lige dækker alle de røvsyge omkostninger. For litteraturen skal ud til folket. Den er ikke kun reserveret til omnipotente litterater og Politiken Plus-aficionados.

Om anonymiteten
Anonymiteten skyldes så meget, en tilfældets vej uden den store fordækte plan. I de sene, menneskeforladte gader, dengang ruder konge stadig var trækkerdreng, lavede vi street art og graffiti. Pseudonymerne var et redskab for at undgå panerne og vandalismegebyret. Det var ord skrevet på beton, forgængeligt uden øje for profit, anmeldelser eller modtager. Ren spontanitet af en gruppe som kaldte sig Baggaardsbaroner. For det var hvad vi var. Det var udsigten fra livets bund, og aldrig havde den været så smuk.

Det var her i disse sene balladestunder vi skrev vores debutromaner Andedrengens Bodegakronik og Selvmord i Sepia. Manuskripterne blev antaget på det store forlag, men oplevelsen var en nedtursbouillon af alt det vi syntes var galt med litteraturen og forlagsverdenen. Agenter, udgivelsesgrafer, indtjeningskurver og sjælsbindende kontrakter. Ansporet af ungdommens vitalitet og stupiditet tænkte vi, at det kunne vi gøre bedre selv. Og det gjorde vi.

Uden om kontrakten og derfor stadig under pseudonym. Bøgerne blev en succes, banede vejen for forlaget og en lang række udgivelser, og den læserskare der fulgte os forbandt udgivelserne med vores kunstnernavne. Det blev en opskrift, et Andeby efter mørke, hvor alle udgivelserne befandt sig i samme univers, mødte hinanden og interagerede under ly af røg og cigaretters benzinblå miniatureskyer.

Bøgerne skal altid stå for sig selv, men inspireret af Stan Lee og Jack Kirbys store superhelteføjetoner har vi et også hold af hævnere, tabere og skæbner, der alle befinder sig i samme dyng. En leg som er blevet et dogme. Forfatterne hos os skal fralægge sig sit eget ego, opfinde sig selv påny. David Bowie, Pelé, Kierkegaard – alle de her udforskede deres egen skizofrene sider. For det at skrive er at miste sig selv. At leve tusinde liv, der aldrig var dine. Et greb, hvormed man holder kunsten adskilt for det til tider røvsyge, dødsenstriste hylster man er.

www.baggaardsbaroner.com

Foto: Grundtvigs Højskole, Andrea Melgaard Uldahl

Baggaardsbaroner

Fra antologien Mikrofest (2018)