Mikrofest

MANIFEST, MEZZA VOCE

De kan noget i Frankrig. Noget med ord. Man mærker det, så snart man åbner en bog og ser sætningerne sno sig over siderne. Det er, som om der aldrig er et ord for meget. 110 sider kan det fylde. Eller 176. Franskmændene er glade for korte romaner.

Og så kan de noget med litteratur. Man opdager det, når man åbner en roman og fornemmer, hvordan referencerne til tidligere tiders forfattere ligger som en grundklang i det, man læser. Man behøver ikke nødvendigvis at forstå det helt og fuldt. Det er mere en fornemmelse af, at den litterære arv er stærk. Og det er forståeligt nok, at man som fransk samtidsforfatter føler en vis respekt over for det, man står på skuldrene af: Rousseau. Voltaire. Camus og Sartre. Annie Ernaux.

Færre herhjemme kender til de helt nye forfattere, for ikke mange af dem kan læses på dansk endnu. Og det er en skam, for samtidslitteraturen er fuld af fascinerende forfatterstemmer. De skriver om den tid, vi lever i, og de giver et indblik i, hvad det vil sige at være fransk, og menneske i verden. Og de gør det med den helt særlige fornemmelse for sproget.

Det kan være råt, direkte og hyperrealistisk som hos Édouard Louis, når han i Voldens historie skriver selvbiografisk om en voldtægt og trækker
tråde tilbage til sin opvækst i et Udkantsfrankrig på overførselsindkomst.

Det kan være intimt og observerende, som når Sylvie Bocqui i En sæson lader sin hovedperson – en oldfrueassistent på et fornemt hotel ved den sydfranske riviera – gå usynligt, næsten udvisket gennem hotelværelserne og stjæle sig til små pift af gæsternes parfumer.

Det kan være eventyrligt, sprudlende og melankolskhumoristisk som hos Véronique Ovaldé, når hun i Fugleliv lader rigmandsfruen Vida forelske sig i en ensom politibetjent i et farvestrålende, frit opdigtet Latinamerika.

Det kan være underspillet gruopvækkende, som når Hubert Mingarelli i Fire soldater lader fire unge russiske mænd spille kort ved bredden af en sø, mens de venter på at blive sendt til den næste front; eller som når Antoine Choplin i Efter mørkets frembrud sender sin hovedperson Gurij ind i det forbudte område omkring det ødelagte atomkraftværk Tjernobyl, hvor gamle venner endnu lever i de forladte landsbyer, og hvor træerne lyser radioaktivt mod nattehimlen.

Og endelig kan det være registrerende og sansemættet som hos Célia Houdart, der i sine bøger udforsker kunstens forskellige genrer, fra sangtimerne med den generte operasanger Gil de Andrade i Med dæmpet stemme – mezza voce – til billedhuggerens støvede værksted og marmorbruddene i Carrara.

Forfatterne her afspejler blot et lille udsnit af den franske litteraturscene, som den ser ud i disse år. Nogle af dem er allerede store navne i deres hjemland. Andre er unge og på vej frem. Og de er meget forskellige, romanerne, i deres stil og sprog. Men fælles for dem er, at de er skrevet, fordi der var noget på spil for forfatteren. Noget, der måtte siges. Ligesom der er noget på spil, når man som mikroforlag sætter sig for at udgive dem i dansk oversættelse for at børste støvet af det franske image. Fordi det er så utrolig vigtigt, at vi har adgang til andre dele af verdenslitteraturen end den engelsksprogede og den skandinaviske, der ellers dominerer inden for oversat litteratur herhjemme. Og fordi den franske litteratur med alle sine poetiske og litterære finesser fortjener at blive læst – for sprogets skyld, men også for at give en anden, mere nuanceret vinkel på verden.

Det er netop poesien i sproget, der gør det så utrolig fint at arbejde med oversættelsen af bøgerne. Og så utrolig vigtigt. Det kræver en dygtig oversætter med en særlig fornemmelse for nuancerne i begge sprog, og det kræver, at man lytter til hver en sætning og finder den tilsvarende klang på dansk. Til gengæld er det også en særlig tilfredsstillelse, når man rammer tonen rent.

Sproget og blikket på verden, som den ser ud i dag – det er det, de har til fælles, de ovennævnte forfattere. Og så har de det til fælles, at de på dansk er udkommet på Forlaget Etcetera. Et forlag, som i al ydmyghed er dedikeret til netop den franske romankunst.

Sofie Vestergaard Jørgensen, forlægger

Fra antologien Mikrofest (2018)