Gladiator

Om

Gladiator er en drøm. ..
Det er også en virksomhed. Med den fælles passion for litteratur som brændstof. – Det er vigtig at huske, at det er litteraturen, der binder os sammen, og at vi vil noget med litteraturen, og at vi tror på, at den kan forandre verden.

Vi tror på, at vi som læsere altid gerne vil være klogere. På os selv, men først og fremmest på verden.

Gladiator blev stiftet som forlag i 2013. Af forfatterne Josefine Klougart og Hans Otto Jørgensen og forlagsredaktør Jakob Sandvad. Siden har vi udvidet virksomheden til også at omfatte Gladiatorskolen, Gladiator Abonnement, Colosseum, Lycius m.m.

Vi tror, at litteratur er meget mere end at udgive og læse eller skrive en bog. Det er noget levende, en organisme, som er i bevægelse, som udvikler sig. For ligesom litteraturen selv er i forandring, for hver ny bog, sådan er også læsningen i forandring, og litteraturens omløb med ny teknologi og nye samarbejdspartnere …

På den måde er Gladiator i dag ikke kun et forlag, men et mangehovedet uhyre. Hvor man skal gøre sig umage for ikke at bruge ord som entreprenant eller aktivistisk i beskrivelsen.

www.gladiator.dk

Foto: Frej Rosenstjerne, Lille Bogdag 2019

Gladiator er et politisk foretagende, et forlag med holdninger. – Vi udgiver litteratur, som er sig selv bevidst, og som er orienteret i samfundet, som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer, og som gør det muligt for os som individer at finde rundt i hjernens geografi. – At finde rundt også i de områder, som ellers har ligget hen i mørke.

Og som gør det muligt for os som samfundsborgere hele tiden at se andre muligheder, finde nye løsninger.

Vi tror, skønhed nytter. Og vi tror, der er et potentiale i den sociale indignation og samfundskritik. Vi tror, det nytter at gøre op med enhver form for autoritative løsninger, at gøre op med enhver rigid institution og al falskhed og flad materialisme i øvrigt.

Og vi tror, man kan lave kunst på den baggrund, og at det er vigtigt, at udtrykket er sandt. Vores litteratur- og menneskesyn er for så vidt ikke af nyere dato, men tager udgangspunkt i et par formuleringer fra det moderne gennembrud omkring 1870’erne.

Olivia Levison, en af tidens væsentligste forfattere, skrev i et brev til kollegaen Erik Skram i 1880, at hun tror på Menneskene som blandede, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, der ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.

J.P. Jacobsen udtrykte sig i samme ånd til vennen Edvard Brandes i 1880: I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk Hel. Naturligvis skal der være Sammenhæng i det hele Store, men hvis Bøgerne ikke skal blive hele Conversationslexica for Menneskekundskab maa man stille Fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig og omhyggelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser.

Fra antologien Mikrofest (2018)

Alle bøger fra Gladiator