Kronstork

Om

Kronstork lagde med sin første udgivelse ANTOLOGI 2010 grunden for et forlag der gerne vil være med til at foreslå en dagsorden – litterært og i forhold til alt det udenom – verden, samfundet og hvad der ellers findes. Vi udgiver bøger som vi gerne vil have bliver læst og talt om i litterære kredsløb og helt andre steder, når det er muligt. Vi prøver at være lyttende i forhold til de mange og meget forskellige stemmer der findes rundt om i litterære tekster og miljøer – men også stemmer og tekster fra helt andre felter, som vi synes det giver mening at fremhæve og udgive side om side med skønlitteraturen.

Vi er ikke afhængige af en stor tung forlagsmaskine, og kan derfor satse på bøger, der ikke umiddelbart er rentable, og søge nye veje når det kommer til f.eks. distribution og formidling. Med arrangementer og anden forlagsaktivitet vil vi gerne række ud over selve bogudgivelsen og ind i en offentlig samtale. Det handler ikke om hvem vi udgiver, men hvordan og hvad vi udgiver: Bøger, som folk både gider at læse, tale om og have stående i bogreolen.

Forlaget blev startet af Lars-Emil Woetmann og Helle Eeg. Den nuværende redaktion består af Peter-Clement Woetmann, Lars-Emil Woetmann og Erik Scherz Andersen.

www.kronstork.dk

Foto: Frej Rosenstjerne, Lille Bogdag 2016

Forlaget Kronstork giver mening.
Hvad med Forlaget Kronstork, så er det ikke alt for manifest: Ikke i litteraturholdningen, som vi, vi er jo en treenighed, forsøger at holde undersøgende, udforskende og udfordrende, dvs. fleksibelt virkende af den enkelte bogs ræson, hvilket betyder: lade den enkelte bog være sin egen agenda, i det litterære felt og ud af det, og udefra og ind, forstyrrelse.

I Kronstorks forlagspraksis er vi pænt meget mere manifeste mærkelige, tror jeg, vi nægter på en måde at arbejde efter markedets diktat (dvs. konvention), ligesom vi heller ikke gider almissens vilkår, vi lader os ikke tilfredse med at bedrive hobbyprojekt eller subkulturel identitetsproduktion, haha, så vi gør os umage for at nå de læsere, der ikke lige tænkte på, at nogle bøger kunne være meningsgivende. Kommunikere klart, når vi vil forstås, ikke noget at være bange for.

Et grundproblem for mig, når jeg tænker over det, er nok den gode litteratur (ah, den vanemæssige fejring af genkendelige detaljerede fænomener i sprog, små semantiske brud, pæne fragmenter af noget, permutationer), hvad dækker det begreb over, hvilke litteraturer gør denne fineste smag umulig, og hvilken politik eller blik eller menneskefølelse danner denne komplekse mavefornemmelse ikke, skjules som en forstad i dårligt tøj?

Vi overvejer altså, også, måske fordi vi selv skriver digte eller noget, der ligner, hvordan maskinerne kronstorks kan ses som litterære og i bredere
forstand, virkelighedsvirkende, ubåde fra den samme mærkelige planet, som vi befinder os på, og som du, der nu er, ikke er fremmed for som før.

Vi er trådt ud af modernismen – og gider ikke gentage den historiske mærkværdighed, fordi det ligner noget stort, også fordi chokket har sat sig som det givne. Tror heller ikke det er nok at spille lidt med det, det litterære: hvem skrev det da på den måde, og hvordan forholder dette sig så, som til sig selv, igen, symbolske danse, indre forbindelser, forestillet autonomi. Ikk nok. Hvem er vi?

Samtidig er vi dybt interesseret i at finde ud af, hvad det vil sige at agere professionelt forlagsmæssigt i fremtiden, som den nu allerede tegner sig med voldsomme skalafordele til fordel for ikke-kunst, hvordan skabe brud i det, og hvad betyder det for den forfatterpraksis, der bliver stadigt mere ufinansierbar? Vi disciplinerer os økonomisk for at kunne være til som noget andet, end hvad der er. Vi er en selvejende institution, suveræne men gennemvådtede.

Vi vil helst producere mindre stykker af mening og nødvendighed, tegne nogle felter, danne nogle samtidsmaskiner, der virker ind i og skaber små
lommer eller forskelle, hvor der kan være mennesker i eller digte eller fantasier af, de må gerne være almindelige på en måde, sært, som vi ikke vidste var almen.

Litteraturen er et langsomt intellektuelt og følsomt felt, ikke et flag, der vil fejres. Inde i bøgerne bliver ting som tanker synlige, problemer fremstilles, og tangenter gås af. Samtaler indledes, følelser sættes i værk, og forestillinger forankres i den fælles bogting, som vi giver til hinanden (så forlaget også tjener lidt) – som trækker spor gennem tid, så længe det nu kan vare.

Problemet er måske, at litteraturen står i fare for at blive meningsløs, når sprogproduktionen ikke længere er eksklusiv (menneskelig), eller når forfatteren, det gespenst, næppe formår at danne forskellen alene, skrive noget for sig selv, som en eller anden anden allerede ikke haver haft skrevet. Formen i virkeligheden (samler sig trodsigt) giver modstanden, der gør opbyggeligheden, der giver modstanden til det opløste fælles, imod endestation ensomhed/tomhed.

Lars-Emil Woetmann, på vegne af Forlaget Kronstork, der også er Erik Scherz Andersen og Peter-Clement Woetmann.

Fra antologien Mikrofest (2018)