Virkelig

Om

Forlaget Virkelig er et mikroforlag baseret i København og Svendborg, der udgiver skønlitteratur i dansk oversættelse med fokus på litterære kortformer, skitser, poetikker og eksperimenter. Tekster, hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider. Redaktionen beskæftiger sig med bogen som proces og efterstræber en udvidet forståelse af hvordan redaktions-, oversættelses- og formgivningsarbejde kan indgå som en skabende del af en litterær praksis.

Med udgangspunkt i forlag som franske P.O.L. Éditeur, amerikanske Ugly Duckling Presse og norske H Press ønsker Forlaget Virkelig at gå i dialog med alle dele af det arbejde, der udgør litteraturen, herunder spørgsmål om layout og tilrettelæggelse, valg af materialer, produktion og distribution.

Forlaget Virkelig er drevet af forfatter Andreas Vermehren Holm. Tilknyttet redaktionen er et redaktionsråd med bogfolk fra hhv. Danmark, Norge, Sverige, Frankrig og Tyskland.

www.virkelig.dk

Foto: Frej Rosenstjerne, Lille Bogdag 2018

Forlaget Virkelig bidrager med Redskaberne af den franske forfatter Leslie Kaplan. Teksten tilbyder en grundlæggende tilgang til spørgsmålet om litteratur og skabelse som noget evolutionært, der på én gang både udvikles og udvikler. Teksten tjener som en forlagspoetik og en bestandig påmindelse om, at det aldrig, når det kommer til spørgsmålet om skabelse, er et spørgsmål om, hvordan det var eller er (læs: hun dræbte ham), men derimod altid et spørgsmål om, hvordan det må være, for at kunne være (hun dræbte den anden, og “jeg så, at hun var død”). Teksten er et uddrag fra skriftsamlingen Les Outils (P.O.L. 2003) og er oversat af forlægger Andreas Vermehren Holm.

Redskaberne af Leslie Kaplan

Man tænker med bøger, film, malerier, musik, man tænker med det som sker, begivenhederne, historien og dens historie, verden og livet, og dette med kendetegner en særlig form for tænkning som betoner mødet, mødet mellem et individ og et kunstværk, på et givet tidspunkt i værkets og individets liv

i den forstand, med, er det her et spørgsmål om redskaber, redskaber til at tænke med,

tænke med Dostojevskij, med Faulkner, med Kafka, med Robert Antelme, med Blanchot, med Cassavetes … Rivette, Buñuel, Jean-Luc Godard –

at tænke med et værk: med et afsluttet og uendeligt objekt, skabt af et menneske eller af mennesker, og som, hvis det bliver givet væk, vil gå andre mennesker i møde, og som før eller siden også rent faktisk, måske, vil møde nogen

dette med er afgørende for både værkerne og det der bliver tænkt med dem

en anden måde at gå til et værk på, en anden måde at se livet på en anden: de er ikke, værkerne, beundringsværdige eller bevaringsværdige produkter, som i reoler, på hylder, i lagerrum, repræsenterer en ophobning af velstandens kendetegn

og de er heller ikke, værkerne, hjemsted for holdninger, anekdoter, jeg synes, efter min mening, mig mig mig

et værk er et unikt og på alle måder afsluttet objekt åbent for den anden, adresseret

det bærer en betydning, ikke betydningen, men betydning der skaber forbindelser mellem ting, øjeblikke, væsener, forbindelser til det man tidligere ikke kunne tænke med forbindelser

nye forbindelser, forbavsende, overraskende

som kan fremprovokere en modstand, man kan afsky overraskelsen, hade at blive overrasket, men disse forbindelser er veje, hvorpå man kan gå

hvormed man kan springe

sammenhænge, associationer, krydsninger, kombinationer,

og det faktum, at det handler om mødet betyder selvfølgelig ikke, at et værk er blevet skabt for noget

ikke mere end et menneske nogensinde er blevet skabt for noget (sin mors ære eller sit lands omdømme eller for Guds skyld) men et værk fortolker livet, det kan forme livet

kunsten er ikke uden for verden og kunstens sigte er verden selv i livet, i fordybelse, i konflikt, med livet »det levede liv« (Dostojevskij) og kulturen er en af de dimensioner der knytter bånd mellem mennesker, blandt andet i kraft af eksklusion.

 

Jeg mødte for ganske nylig

en fantastisk ung kvinde, som jeg fattede stor sympati for

hun fortalte mig en del om sig selv, af flere grunde, men først og fremmest fordi hun så »forfatteren« i mig

hun selv: en smule uddannelse, en lille smule kultur, ikke meget hun havde aldrig nogensinde været i et hjem »med kunst« (der hang malerier på væggene), men hun fortalte mig, at hun som barn,

da hun var syv år gammel, havde set sin mor dræbe sin far og i det øjeblik, tilføjede hun, så jeg, at min mor var død

denne helt særlige, ekstraordinære sætning (»kunsten er undtagelsen«, sagde Godard), »jeg så, at hun var død«, hun havde hverken hørt det eller læst det, hun havde selv fundet ud af det, lille og alene som hun var, og hun havde tydeligvis levet sit liv med det i tankerne

langt senere kom reaktionen, hun redder mennesker fra ilden, hun er brandmand

kulturen giver os midlerne, redskaberne, til at tænke en sætning som denne frem, rumme den helt, leve med den, udvikle den, sætte den i forbindelse med de værker og mennesker der allerede står i forhold til den: alle værker, alle mennesker, redskaberne til at dele udgangspunktet for dette arbejde.

Fra antologien Mikrofest (2018)