Udgivet

December: Nye bøger på Mikrofest

Husets vogtere

Normalt er der stille med udgivelser i december, men der er ikke så meget, der er normalt for tiden, så du kan se frem til mange smukke og vigtige bøger.

De to første er begge debutanter og klæder hinanden smukt: romanen CHERRY af Inger Christine Løwe, som udkommer på Arkiv for Detaljer. En roman om intimitet og venskab og om at forsøge at finde vej i egne og andres følelser og grænser. Den anden er digtsamlingen Hindebæger af Anna Rieder, udgivet på Arena. Smukke, ømme og skarpt registrerende digte, der kredser om kærlighed og sygdom.

Der er nye digte af Lulu Marie på Escho, Vejviseren bløder, som kredser om alt fra kærlighed til kurser i konflikthåndtering, og der er 50 miniaturer af Susanne Jorn i anledning af hendes 50-års-forfatterjubilæum, akkompagneret af Jytte Rex’ fantastiske billedunivers, udgivet på Spring.

Og så er der drømme: Rikke Oberlin Flarup har i to år nedskrevet sine drømme, og de udkommer i den sjove, poetiske og tænksomme Der kan ikke være 18 lilla mennesker i en konvolut på Ekbátana.

Korridor udgiver et nyt værk i deres roste og smukke novella-serie, denne gang den japanske Kvinden i den lilla nederdel – en mærkværdig, original og foruroligende fortælling . Vild Maskine udgiver debut-digtsamlingen Hvad siger sproget? af Thomas Kirk, som er humoristiske og tankevækkende ordbilleder.

Der er også nyt fra Silkefyret, som udgiver den islandske debutroman Magma af Thora Hjorleifsdottir – en stærk og realistisk skildring af et usundt forhold – og endda også Husets vogtere af Lisa St Aubin de Teran om en plantage i Venezuela i midten af det 20. århundrede, en nervepirrende og fængende roman.

Og til slut Opstandens underlag af Carsten Juhl fra OVO press, som behandler opstandens filosofi og historie.