Udgivet

August: Nye bøger

Tre hvide droner

August: Nye bøger

August måned byder både på anmelderroste og prisvindende oversættelser samt ny dansk litteratur. Læs om de forskellige udgivelser her:

31.08: Anders Højen: Bette-Bøv – Krudt og ukrudt. Børnebog. Vild Maskine. Anden bog i serien om Bette-Bøv og hans talemaskine, som han har lavet ud af en gammel, udtjent kaffemaskine. 

25.08: Cecilie Lolk Hjort: Tre hvide droner. Poetisk leksikon. Ekbátana. Et poetisk leksikon om alt fra drager og duer til horoskoper og solnedgange. Leksikonet er opdelt i de tre kategorier Arter, Mennesker og Ting, hvor menneskets og naturens intime og smertefulde forhold undersøges fra legende og provokerende vinkler.

24.08: Ramlah M. Zahor: Frøet der blev til en blomst. Digte. Rebel With a Cause. En smuk fortælling om et ungt menneskes rejse gennem kærlighedens mange udtryk – og samtidig en opfordring til at værdsætte og ikke mindst omfavne kærligheden i vores egne liv.

18.08: Sven Regener: Berlin Blues – Herr Lehmann. Roman. Sort Kat. I Østtyskland er der massive demonstrationer, og i bydelen Kreuzberg i Vestberlin er Frank Lehmann også i krise: Hans ellers så sorgløse tilværelse, der mest består i at hænge ud på de lokale værtshuse eller selv stå bag baren, er truet af hans nært forestående 30-års-fødselsdag.

18.08: Patrizia Cavalli: Hvis du bankede på min dør. Digte. Kronstork. Patrizia Cavalli skriver digte om hverdagen, selvet, kroppen, katte, byen, kærligheden. Det er første gang Patrizia Cavalli udgives på dansk. 

11.08: Anna Møller: Kaninhuset og andre historier. Noveller. Kronstork. Består af 11 noveller om især hukommelse og identitet. Anna Møller debuterede i 2020 med den anmelderroste novellesamling “Se, hunden er løs”.

10.08: Karin Boye: Skjulte lande. Digte. Palomar. Skjulte lande er Karin Boyes anden digtsamling efter debuten i 1922 med Skyer. Ovs. Birgitte Steffen Nielsen.

08.08. Katerina Poladjan: Fremtidsmusik. Roman. Klara W. En humoristisk roman om fire liv ved et vendepunkt, om en verden, der er ved at forsvinde og om tilværelsens absurditet. Fremtidsmusik var shortlistet til Preis der Leipziger Buchmesse 2022, der er en af Tysklands fornemmeste bogpriser.

07.08. Kasper Lapp: Glimt. Noveller. Silkefyret. En mand stjæler hver dag en håndfuld sten fra naboens indkørsel og lægger dem i sin egen. En matematiker afslører et hidtil uopdaget heltal imellem 37 og 38. En mand stryger en tændstik, men da han forsøger at slukke den igen, bliver den ved med at brænde. En kvinde møder døden i køen på en tankstation…