Eske K. Mathiesen [29.04.1944–4.6.2021]
Af Lars Emil Foder, Mikrofest
En af de allerstørste
Digteren Eske K. Mathiesen er død. Det er stadig svært at fatte. Jeg kendte ham ikke personligt, har kun hilst på ham én gang, fuldstændig starstruck. Hans forfatterskab åbnede sig for mig efter jeg havde set ham læse op og gøre paf til den allerførste Lille Bogdag i 2015, og det har ikke lukket sig siden. Jeg elsker det. For mig er han en af de allerstørste. Se:
Sommerdag
Dette er digtet
om den valmueformede skygge,
som du bar hen til mig
i din lukkede hånd. Se, sagde du
og åbnede hånden.
I et nu
flagrede skyggen væk, blændet
af lyset.
Det er så smukt, at man næsten ikke kan være i sig selv. Men det behøver man heldigvis heller ikke. Man kan være inde i et snefnug, som ikke er et snefnug, men en hvid node. Man kan være en regnbyge, der skyller ind i et digt. Et fritsvævende knaphul. Man kan være mørket, der sitrer, når sneglenes følehorn trænger ind i det. Et firben der opmærksomt og usynligt som en gud holder øje med et menneske inde fra mørket mellem nogle sten. Man kan gå ind på Restaurant Parnas en vinterdag og bestille en porter og en tallerken klar suppe (”så klar, at man kan se Malmö igennem den!”) og få et mirakel og en umanerlig fræk flirt. Eller bare gå en tur på ”De ureglementerede stier i haven, / smilerynkerne”. Og så ellers flagre væk som skyggen i en åben hånd.
En troldmand
Eske K. Mathiesen var en troldmand. Se her, hvor han tryller med tiden:
Taber en krone i græsset,
finder en græshoppe i stedet.
Fandt, mener jeg.
Eske K. Mathiesen har ændret stilheden. Jeg ved ikke, hvilket stilhedsdigt der er det bedste (det kan de sgu alle sammen være!), men det kunne godt være ”Svalen”:
Helt stille, ikke en lyd,
ikke en vind. Pludselig kommer
den jagende, pibende
lige over os, væk,
efterladende et svaleformet hul
i stilheden.
Pafgørende
Når jeg læser Eske K. Mathiesen, bliver jeg ikke bare slået af, hvor mirakuløst det er at læse Eske K. Mathiesen. Pafgørende! Jeg bliver også slået af, hvor mirakuløst det er at læse i det hele taget, især digte.
Billederne i disse digte
er tørstige dyr,
som dukker frem
fra ordenes mørke skovbryn,
tøver lidt,
så løber de frem for
at drikke
af de to søer, dine øjne.
Jeg kan ikke se en regndråbe ramme en sø eller en vandpyt uden straks at tænke på Eske K. Mathiesen:
Som den gode vært byder søen regnen velkommen.
Ikke alene er der en skydeskive til hver regndråbe;
den sørger også for, at alle rammer plet.
En god vært og en god digter
Og ikke alene gør søen her som en god vært. Den gør også som en god digter, der med største lethed lader ordene falde fra gu ved hvor højt oppe og alligevel sørger for, at de rammer plet på papiret:
Det er ikke digterens opgave at finde
det rette ord; digterens opgave er at
finde det forkerte ord og sige: Dette
ord er det rigtige. Cigaren er en hest.
Skyggerne er ikke vemodige men lange
som tyvefingre – det er digterens opgave.
Men også den bør han tage sig let.
Så let
Og nu vi er ved letheden. Hvor let kan det blive?
Piller fåreuld af pigtråden, triller den
til små kugler, der er så lette, at
med nok af dem i lommen
kan man svæve.
Er din taske for tung, put én af Eskes bøger i.
Merci, monsieur Mathiesen. Au revoir. Æret være dit minde.
Du kan finde mange af Eske K. Mathiesens bøger på Asger Schnacks forlag – se dem alle her. Vi kan varmt anbefale både de tre bind Samlede digte og Udvalgte digte 1975-2013 samt Omveje.
Arena har også udgivet monografien Eske K. Mathiesen af Tobias Skiveren og Martin Gregersen.
