Udgivet

Jon Auring Grimm: Om kinesisk avantgarde-poesi

Jon Auring Grimm

Jon Auring Grimme: Om kinesisk avantgarde-poesi

I anledning af bog nr. 4 i Læsefest dykker Jon Auring Grimm ned i underkroppen og kinesisk avantgarde-poesi.

Jon Auring Grimm

Beriger i den grad

Forlaget Korridor og oversætter Sidse Laugesen beriger i den grad de danske læsere med poesi der ellers ville være totalt utilgængelig for de fleste ikke kinesisk talende og læsende. De fortjener de stor ros og tak for.

Foruden oversættelsen af poesien har Laugesen også skrevet en kort og god introduktion til den kinesiske avantgarde poesi. Nu har jeg så taget mine første spæde skridt ud i den og det har været en fornøjelse.

Underkroppen

Da jeg læste Laugesens introduktion ”HYL”, blev jeg nysgerrig på stort set alle de præsenterede digtere, men særligt Shen Haobo og den bevægelse han var med til at stifte vakte min interesse: UNDERKROPPEN. Måske fordi jeg instinktivt forbandt den med den franske gruppe Acephale fra 30’erne.

For dem handler det om at forkaste overkroppen, det vil sige den tænkende og idealiserede krop. I deres manifest skriver de, at kun dem der ikke kan finde glæde, søger efter tanken, og digtere der ikke kan finde kroppen søger lyrikken:

”Underkropsskrift er ønsket om en kødelig kropslig tilstedeværelse […] Alt for mange mennesker ejer slet ikke en kødelig krop, de har ikke andet end en blød skal af kultur, de har ikke en dyrisk tilstedeværende underkrop, men kun en ynkelig såkaldt ’menneske’-overkrop”.

Sådanne udsagn er i sagens natur provokative, og man kan diskutere rigtigheden i denne modstilling mellem krop og tanke, men orienteringen mod en kødelig krop der ikke fornægter og fortrænger seksualiteten, drifterne og alt det abjekte ved kroppen, er prisværdig og interessant (måske skulle man også efterstræbe en kødelig tænkning? Og lur mig om det ikke er det de gør i praksis).

Vi skider

Det viser sig ikke mindst i digtet ”Vi skider”, hvor det at skide både kan betragtes som den konstante kulturelle og idealistiske udladning, ”de strømmende røde flag”, og som en form for modstand mod selv samme. Et tilbagevendende mantra lyder: ”Vi skider, åh ja, vi skider”.

Værket ”Sommerfugl” der også er oversat til dansk, falder i tre dele. Første del befinder sig på overfladen. Anden del søger ind i ”rytmen, følelsen, drivet, det indre” (Laugesen) og sidste del i sammenstødet mellem de to perspektiver.

Det fik mig til at tænke på den mest kendte sommerfugl fra kinesisk filosofi og digtning nemlig Zhuangzis. De fleste af jer genkender den nok, da det er en af daoismens mest kendte lignelser. Zhuangzi drømte engang at han var en sommerfugl. Ubekymret og umiddelbart fløj han rundt. Da han vågnede, måtte han stille sig spørgsmålet, om han var Zhuangzi der havde drømt at han var en sommerfugl, eller en sommerfugl, der nu drømte at han var Zhuangzi.

Denne fortælling handler ikke blot om realitetens status og perspektiv. Sommerfuglens dans på vindens tilskyndelser var præget af en umiddelbar tilstedeværen, hvorimod Zhuangzi er refleksiv og årvågen. En distance til verden har indfundet sig. Denne splittelse mellem overkroppen, den refleksive, årvågne og tænkende krop, og underkroppen som bare ér, som bevæger sig rytmisk og pulserende, følger sine impulser umiddelbart, hvad enten disse er seksuelle eller trangen til at skide, finder vi allerede her.

Jeg kan godt lide tanken (!) om underkroppen, ligesom den hovedløse krop fra Acephale fascinerer mig i al sin latterlighed (og her mener jeg ikke latterlig på en nedladende måde). Den er herlig skamløs. Skønt.

“Let all that upper body business go to the devil… We want only the lower body. That is real, concrete, tangible, exciting, wild, sexy, unimpeded.”

Skulle Arkivmappe 0 og Laugesens fine introduktion inspirere til mere kinesisk læsning, så er underkroppen et godt sted at fortsætte. Hvis man er nysgerrig på tidlig fransk “underkrops”-litteratur, så find Batailles skønne og skamløse Solar Anus. Og Zhuangzi bør man også læse – det er slet og ret verdenslitteratur.

Læsefest

Vil du være med i Læsefest og blive inspireret af ny litteratur fra de små kvalitetsforlag? Så læs mere og tilmeld dig her – vi glæder os til at byde dig velkommen! Her kan du se nogle af de bøger, der har været udvalgt: