Læsefest #10: Mørkets skønhed & makabersmukke bøger
Lea Fløe Christensen har skrevet om boggaven i bogklubben Læsefest i juli-august 2023: Kerascoët & Vehlmanns mørke-skønne graphic novelle Mørkets skønhed, udgivet af forlaget Forlæns.
Prinsesser i pigelig og andre tanker om den dystre naturs fortællinger
I går måtte min onkel ind i det allertætteste krat, hvor hans hund havde forvildet sig ind og sad fast. Vi andre så til, mens et menneske forsvandt ind i det mørkegrønne, mellem høje brændenælder og tætte brombærgrene. Det var få meter fra mit hus, men stod jeg derinde i krattætheden ville jeg sikkert intet genkende. Der er så få dele af naturen, vi tør tage til os.
Jeg er optaget af mørk økologi; af skildringen af naturen, når den ikke tager sig nationalromantisk ud. Sumpenes, fordærvets, det rådnes, krattenes, formuldningens fortællinger, alt det Guldalderen frejdigt benægtede. Jeg stødte på begrebet, der stammer fra 1990erne i Lilian Munk Rösings forrygende forord til Albert Dams roman Så kom det ny brødkorn, hvor en kvinde slår en mand ihjel og lader ham ligge i et sumpområde.
Sumpe. Mørk vand. I Daisy Johnsons Under overfladen er vi i underklassens britiske kanalhusbådsmiljø. Og vandet er altid helt mørkt, hvad er der egentlig dernede? Gribende og dyster fortælling om familie, ord og alt der, der (også) bogstavelig talt gemmer sig under overfladen.
Når jeg læser Informations begejstret-overrumplede anmeldelse af Verena Güntners roman Power står der, at den 11-årige hovedperson, pigen Flamme, vil finde en forsvunden hund for “at alt igen bliver, som det var før.” Og så kaster landsbyens børn sig ellers ned på alle fire og erstatter menneskesprog med gøen, trodsen tiltaler mig, jeg får lyst til at læse om børn, der kravler rundt i tætte krat, en forvrænget Fluernes herre.
En tvivlsom orden
Også i Mørkets skønhed er der en pige i hovedrollen, der forsøger at genetablere en tvivlsom orden: “Jeg gør mit bedste for at tingene skal blive som de var før.”
Som hos Albert Dam ligger der et dødt menneske et sted i naturen. Ud af det forrådnende pigelig myldrer Aurora, den selvfede prins og et utal af andre eventyrfolk, nogen nuttede, andre makabre. Det er en smuk og klam bog.
Eventyrfolket er blottet for empati, de er egenrådige og børnede på værst tænkelige måde. De har taget det fra civilisationen, der er værst, og tværer det ud i hinandens og naturens ansigter, fx da en lille, forsnottet alf af en art forsøger at tæmme en bille, men kommer til kort, da en nyankommen spørger hvorfor.
For småt eller for stort
Jeg er besat af skalaforhold, elsker når noget er for småt eller for stort, havde en fest i sommerens besøg i Niels Karlsson Puslings hus i Astrid Lindgrens verden, hvor jeg for en stund bosatte mig i en skuffe inde jeg kravlede gennem musehullet under sengen.
Derfor kan jeg ikke lade være med at elske de forbistrede eventyrfolk, der fucker alting op i Mørkets skønhed. Og jeg elsker, når de spiser kæmpe menneskekiks, bor i et kukur, bruger plaster som bælte.
Men manner for et mørke! En bliver levende begravet i et penalhus, fordi hun mangler et øje bag det lange smukke hår, en bliver slæbt med af myrerne og ender sine dage i en myretue, hendes søster bliver spiddet indefra af en fugls næb, da hun udgiver sig for at være en fugleunge og en fugl vil fodre hende som den fodrer sine andre unger: ved at stikke sit næb dybt ind i ungens.
Men så griner man jo af det, fx når en af de allerklammeste små prinsessevæsener har mareridt om, at pigeliget, hun bor i, vågner op og er ikke bare i live, men hel, ufordærvet og smuk, og så vågner det lille prinsessemonster midt i menneskekraniet, stikker hovedet op af øjenhulen, ser det stadig makabre lig og udbryder: “Pyh!””
Et uvelkomment foster
Jeg kan ikke lure, hvorfor bogen minder mig om Unica Zürns Jerikos trompeter. Måske fordi menneskekroppen også her er beboet – hos Zurn af et uvelkomment foster – måske fordi eventyrelementerne er så mørke og scary?
Jeg genlæser Mørkets skønhed mens toget kører gennem en af Danmarks største skove. Det regner, og sensommerskoven er mørkegrøn og tæt. Jeg tænker på fotografen Sally Manns selvbiografi Hold Still (hvis jeg kun måtte nævne een yndlingsbog: DEN!), på hendes fotografier af lig i natur (fotograferet på et researchområde, der undersøger, hvordan kroppe fordærver i natur). Jeg tænker på rumpenisser og dumme små prinsesser, mens jeg endnu engang aer denne mørke, smukke bog.
Vil du være med i Læsefest?
Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!
Og måske har du fået lyst til at læse Mørkets skønhed? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.
