Udgivet

Læsefest #10: Spræng fabrikken + boggave

Læsefest 10 spræng fabrikken mørkets skønhed

Læsefest #10: Spræng fabrikken + boggave

Den udvalgte bog er Malte Tellerups sprængfarlige Spræng fabrikken, udgivet af OVO press. Det er en kort og intens roman, som har været på praktisk talt alle lister i dagbladenes anbefalinger til sommerlæsning, og vi er helt enige!

Da det er sommerferie med god tid til læsning, synes vi, at I også skulle have en gave. Vi har i lang tid tænkt, at vi vildt gerne ville have en graphic novel, og nu sker det: nemlig den anmelderroste, prisvindende grusom-skønne Mørkets skønhed af franske Fabien Vehlmann og Kerascoêt, udgivet af forlaget Forlæns – en slags Mumitroldene møder Fluernes herre tilsat lidt David Lynch!

Tilmeld dig senest d. 31. juli for at modtage bøgerne.

Læsefest 10: Spræng fabrikken

En litterær eksplosion ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ Politiken
Som klimakriselitteratur udvider Malte Tellerup kampzonen – Weekendavisen
Litterært strømførende – Information

Spræng fabrikken er lige dele spændingsroman og sabotage-manual. Vi følger tre unge venner planlægge og udføre et bombeattentat på Cheminova, en stor kemifabrik, der producerer sprøjtemidler.

Bogen er en invitation til at overveje de midler, der skal til for at ændre vores samfunds produktionsmåder.

Bogen er måske hurtigt læst med sine kun 56 sider, men den sætter masser af tanker i gang og kan i dén grad læses flere gange. Du kan høre et interview med forfatteren her.

Malte Tellerup (f. 1989) debuterede i 2017 med romanen Markløs og modtog i 2018 Blixenprisen i kategorien ’Årets litterære talent’. Malte Tellerup stammer fra Fyn og har boet i København, New York og på et nedlagt husmandssted i Vemb i Vestjylland. Spræng fabrikken er Malte Tellerups tredje roman. Foto: Lærke Posselt

Om OVO press

OVO press blev grundlagt i 2014 af Rasmus Graff, som både er forlagets redaktør og grafiker. Han er også forfatter og uddannet fra Forfatterskolen.

OVO press er en udgivelsesserie med dansk samtidslitteratur og oversat litteratur. Poesi, prosa, essays. Et netværk af udgivelser, der både be- og afvæbner læseren med nye syn og fornemmelser. Emner er især køn, klasse, seksualitet, økonomi, lighed og ulighed, revolution.

Læs mere om OVO press her og se alle bøgerne

Ovo press lille bogdag
Fotokredit: Frej Rosenstjerne

Gaven: Mørkets skønhed

*Vinder af Pingprisen 2017*
En stærk udfordring og bestemt ikke for småbørn ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ Politiken
★★★★★★ Fyens Stiftstidende
En kæmpe oplevelse ★★★★★★ Nummer9

Mørkets skønhed er skabt af forfatter Fabien Vehlmann og kunstnerduoen Kerascöet, som er pseudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset. Den udkom oprindelig i Frankrig i 2009 og er oversat til en lang række sprog. 

Mørkets skønhed skaber med sine sarte pastelfarver og fnuglette poetiske og feminine streg et indbydende og lækkert udtryk. Det står i grel kontrast til de horrible ting, der foregår de nuttede dukker imellem …

Der ligger en lille pige i skovbunden. Græsset svajer i vinden, og bladene drysser gule og orange fra træerne. Den lille pige er død, og ud af hendes øjne, øre, næse og mund vælter det frem med små prinser, dukkebørn og andre søde væsner, der hører et barnligt fantasiunivers til.

Men dukkebørnene er ikke så rare, som de ser ud til, tværtimod er de egenrådige og grusomme …

Oversat af Ole Steen Hansen.

Om forlaget Forlæns

Forlaget Forlæns blev stiftet i 2003 af Torben Hansen og drives i dag sammen med forfatter Anna Schmidt Andersen.

Forlæns udgiver ordløse tegneserier til de allermindste, illustrerede fagbøger i stort format til de lidt større børn samt grafiske romaner til unge og voksne, både originale danske værker og oversatte titler. 

Forlæns udgiver bøger i ekstremt flot boghåndværk, som de også har modtaget flere priser for, ligesom flere af deres danske tegneserier har vundet priser, fx Christian Skovgaards Efter København, der lige har modtaget Blixenprisen for Årets illustrerede værk. 

Læs mere om Forlæns og se alle bøgerne her

Fotokredit: Frej Rosenstjerne

Bliv medlem af Læsefest

For 79 kr. om måneden får du 6 udvalgte bøger om året, gratis og med fri fragt, altid 20 % rabat på alle bøger på Mikrofest plus ad hoc-gaver! Du kan også være med i vores online gruppe, hvor vi skriver om bøgerne. Tilmeld dig senest 31. juli for at få Malte Tellerups nye roman Spræng fabrikken, udgivet af OVO press, og Mørkets skønhed, udgivet af Forlæns. LÆSEFEST er en fest, og du er inviteret!

Tilmeld dig Læsefest her.