Læsefest #11: Dengang da jeg var pige – so swishy in our satin and tat

I anledning af den udvalgte bog i Læsefest: Knud Petersens – Dengang da jeg var pige skriver litteraturformidler og ph.d.-studerende Jon Auring Grimm om 90’ernes teenageværelse og om kunstens frigørende kraft.

Mit teenageværelse i 90’erne

She’s so swishy in her satin and tat
In her frock coat and bipperty-bopperty hat

Det er the Queen bitch herself Bowie, der vrænger ud af højtaleren. Sangen er fra Honky Dory 1972. Det er Bowies blik på en passerende ”queen” i drag, der går forbi lejligheden nedenfor. Der er noget præ-punket og flabet over udtrykket. Noget fandenivoldsk og røv-sexet. Bowie konstaterer:

Oh God, I could do better than that.

Bowie måler hende med blikket og ser en udfordring og en opfordring. Det gælder om at vise sig frem og fucke med de andres blikke. Eje sig selv, sin krop og sin seksualitet. Det gælder om at være en fuckfinger til den knugende normalitet. En provokation. Ikke en vred og destruktiv provokation (selvom det også kan være på sin plads), men en flabet og farverig fejring. The Queen Bitch var en tidlig profet for Ziggy Stardusts komme!

You are not alone. Give me your hand!
Cause you’re wonderful!

Det er mit teenageværelse engang i halvfemserne (kan vi ikke også få de halvfemsere tilbage, dubudi?). Det er Bowie, der trænger helt ind i kroppen og sindet, erotikken og blikket. Gennem teksterne og musikken. Bowie synger til mig. Til os. Til alle os der ikke helt passede ind i eller ønskede at passe ind i en klassisk maskulinitets-seksualitets-identitets-fortælling. Profeten for ”the community of those with nothing in common”.

Bowie er leg med identitet og ”the subversion of identity”, som undertitlen til Judith Butlers kendte Gender Trouble lyder.

Uafhængig af kønnet

Bowie blev også (en af) anledninge(r)n(e) til en længerevarende leg med det androgyne udtryk. Langt sort hår. Makeup. Idealet om at være yndefuld, dødbringende, mangetydig, dæmonisk, legion. She’s so swishy. Fanes der fødes af natten, som en intet- og alle-kønnet skikkelse. Oh God, I could do better than that.

I kølvandet på Bowie kom Nietzsche (til mig). Guds død. Den store fortællings død. De faste fortællingers død. Identitetens og jegets død. Rock’n’roll suicide og genfødsel med Rimbaud og Strunge i dåbsgave.

Tidlige ufærdige og umodne teenagetanker om kønnet, der ikke findes, men manifesteres i den erotiske agt (egentlig sex havde jeg endnu til gode). En ny frihed. Endnu før læsningen af Butler. Men som Inger Christensen skrev

uafhængig af kønnet
utænkelig uden
uafhængig af døden
utænkelig uden

De af os, der ville noget andet, mødtes om musikken og på indieklubben Club drive. De fleste var vel heteroseksuelle i en eller anden udstrækning, men ville ikke nødvendigvis bekræfte det snævre maskulinitetsideal. Vi vrikkede med hofterne til Pulp, Suede og Bowie. So swishy in our satin and tat. Senere, i 00erne, opdagede jeg Anohni og fulgte hendes smukke forvandling fra en ”forkert” dreng til ”bird girl”.

One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful woman.
One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful girl.
One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful woman.
One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful girl.

But for today I am a child, for today I am a boy.
For today I am a child, for today I am a boy.
For today I am a child, for today I am a boy.

Her var længslen og ønsket om transformation det væsentlige, og selvom det ikke var min transformation der var tale om, var længslen så stærk og almen eksistentiel, at den også gjaldt og var forandrende for mig. Anohni var den CD, vi spillede til min datters fødsel. Voks op og bliv dig selv.

Jeg så Anohni første gang på Voxhall i Århus i 2005. Det var en fuldstændig magisk oplevelse. En af grundene var, at hun tydeligvis endnu var et sted imellem homobarerne i NY og sine senere meget kunstneriske performative koncerter. Altså fyrede hun den ene efter den anden joke af (til tider filthy som jeg husker det). Totalt imødekommende, intimt, længselsfuldt, fjollet, smukt.

Eksperimenter med det kønslige udtryk

Da jeg for nogle måneder siden var til Caroline Polachek koncert på Vega, var det forrygende at se, hvordan mange tydeligt eksperimenterede med deres kønslige udtryk. Det var trods alt mindre normalt i 90erne og ansporede også en vis nostalgi samt en fandenivoldskhed i mig… ”I can do better that that”, men altså, det kan jeg ikke… mere. Så nu gør jeg noget andet.

Vega i 2020erne er selvfølgelig noget andet end Århus i 90erne og 00erne, der selvfølgelig også noget andet end 10erne og 20ernes københavnske homomiljø. Og vi var jo bare en samling indiekids, brit poppere og punks, og ikke hanpiger.

Men der er noget enormt relaterbart i Knud Petersens fortælling om mødet med hanpigen Alvilda, so swishy in our satin and tat, og hvordan det giver adgang til et outsidermiljø og en transformation om til Bella. (Hvilket vel (så basalt at det næsten kan virke banalt at konstatere) er en af styrkerne ved god litteratur, at den kan åbenbare erfaringer og gøre dem mærkbare på tværs af forskelle og erfaringer).

En generøs frihed

Derudover er bogen et væsentlig historisk dokument, der fra ”hestens egen mund” giver førstehåndsberetninger om et miljø, de færreste af os kender til. Knud bemærker, hvorledes homomiljøet ikke rykker sig nævneværdigt i perioden fra 10erne til 60erne, hvor han skriver sine erindringer.

Siden 60erne og frem til i dag er der dog sket meget. Dermed ikke sagt at der er sket nok, eller at det er sket alle steder på tværs af geografi og klasse, hvilket en læsning af Glenn Bechs bøger kan vidne om. Men rummet for at stå ved og eksperimentere med sit eget kønslige udtryk er uden tvivl blevet større.

Og det er det blevet, fordi nogle gik foran, eller snarere i andre retninger. Og her tænker jeg altså ikke på mig som en, der gik foran, men som en der fik plads og en anden frihed, fordi andre gjorde det.

Det er en form for frihed som er generøs, fordi den også tillader andre samme form for personlige frihed. En art almen frihed, der giver plads til den enkeltes partikulære frihed. Derfor spilder den over sine kanter og lader sig ikke alene begrænse til klart afgrænsede miljøer. Og det er kun godt.

På samme tid er det en frihed, som ikke kan og bør tages for givet. Det sidste ulyksalige møde med Alvida (så siger jeg ikke for meget) vidner om, at frihed ikke er noget, man en gang får og så har, men det er noget, der må insisteres på og kæmpes for.

Når en smuk legion af mennesker hvert år kæmper for retten til at være den, de er til Pride, så er det smukke og generøse i deres gestus, at de ikke bare kæmper for sig selv, men for os alle sammen.

You are not alone. Give me your hand!
Cause you’re wonderful!

Vil du være med i Læsefest?

Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!

Og måske har du fået lyst til at læse Dengang da jeg var pige? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.