Udgivet

Læsefest #12: Om Blomsternes intelligens af Lea Fløe Christensen

Laesefest-blomsternes-intelligens-Lea-Floee-Christensen-1

Læsefest #12: Om Blomsternes intelligens af Lea Fløe Christensen

I anledning af den udvalgte bog i Læsefest: Maurice Maeterlincks Blomsternes intelligens, udgivet af A Mock Book, skriver litteraturformidler Lea Fløe Christensen om at føle sig i øjenhøjde med en myre og en busk og for en gangs skyld at være gæsten i naturen.

Måbende børn der tror de kommer først

Det er et halvt års tid siden, jeg læste Maurice Maeterlincks Blomsternes intelligens – og at vende tilbage til den (bl.a. for at heppe på den til Læsefest) føles hver gang som at stå i en dal og betragte et landskab, at have rundet et hjørne og fået denne her pludselige ydmyghed – at jeg står der på lige fod med en myre, en busk, eller måske endda ydmyg overfor denne flittige myre, denne tørre, trætte busk, for jeg er gæsten.

Men ydmygheden er ikke fordi jeg, mig, netop MIG-MIG-SE-MIG!, er gæst i naturen, for der kommer jeg ofte, føler mig for det meste ganske velkommen (undtagen en aften i novembersneskoven, hvor jeg måtte have pandelampen frem, da en sky gik for månen, og jeg pludselig blændede en stakkels hjort, dens hektiske flugt gennem krattet fik mig til at kvække et antropocænkikset “undskyld!”) og ganske hjemme. Nej, der skal og må en større ydmyghed på spil – som jeg vist først fik sprog for, da jeg læste først Robert McFarlanes Underland og derefter Blomsternes intelligens.

Narrative nature writing

Jeg læser masser af bøger om naturen, er gået tidstypisk helt amok i narrativ nature writing de seneste små ti år, men noget, jeg holder af i særdeleshed, er, når mennesket træder i baggrunden, når der skrives om dyb tid, om blomsterkronens snedige arkitektur, træet, der vokser ud fra en klippesprække. Hos Maeterlinck skrives mennesket ikke ud af ligningen, men det hånes tiltrængt, for naturen var der først. Både helt biologisk, men også med alt det nyeste shit indenfor menneskelige opfindelser:

“I en verden, vi anser for ubevidst og blottet for intelligens, forestiller vi os på forhånd, at selv den ringeste af vores idéer skaber helt nye sammenhænge og forbindelser. Men ser man nøjere an, forekommer det ekstremt sandsynligt, at det i virkeligheden er umuligt for os at skabe noget som helst. Vi er de senest ankomne på denne jord, og vi genfinder simpelthen blot noget, der altid har eksisteret; vi tilbagelægger som måbende børn den vej, livet allerede havde anlagt før vores skabelse. Det er for øvrigt helt naturligt og meget betryggende, at det forholder sig sådan”

Efter denne konklusion fortsætter Maeterlinck med at beskrive ålegræssets dramatiske og fatale parringsdans; en beskrivelse, der fik Per Theil til i Politiken at opfordre til at opføre den på opera, da den i Maeterlincks lyriske og dramatiske pen er mindst lige så intens og smuk som Shakespeare og Wagners værker.

Den nærsynede læser?

Undervejs skriver Maeterlinck meget, jeg ikke helt forstår. Løse ender hos ham eller mig, eller bare essayets evne til at tænke med teksten uden altid at finde svar? Men jeg holder af ikke at forstå, bare at dykke ned hid og did i en tekst og undre mig, blive rørt, lade mig forføre af ord.

For tiden læser jeg Dan Ringgaards Fra overdrevet, hvor selveste litteraturprofessoren hylder den skrivning og læsning, der ikke går O P op. Min læsning af Maeterlinck falder måske ind under det, Ringgaard kalder “Den nærsynede læser”:

“Den nærsynede læser standser op. Snubler. Gå tilbage. Slå sig for panden i begejstring. Rynker den fordi der er noget som ikke stemmer. Hæfter sig ved bestemte passager. Læser en gang til. Han giver ikke meget for overblikket. I stedet fokuserer ham på særlige tekststykker, dem, som springer i øjnene, måske fordi der er noget ved dem han ikke kan forstå, måske fordi de er de bedste, måske fordi de strider imod hvad der ellers står i teksten, sikkert fordi de rammer noget i ham.”

Hvad er det fx en hemmelighed, der ifølge Maeterlinck ligger i fremtiden her?:

“Vi konstaterer endnu engang, at al genialitet ligger gemt i arten, selve livet eller naturen, og at enkeltindividet i det store og hele er ganske ubegavet, Alene hos mennesket forekommer der en virkelig kappestrid mellem de to former for intelligens, en tendens, der træder stadig tydeligere frem, og som arbejder aktivt hen imod en slags ligevægt, som er vores fremtids store hemmelighed”.

Måske er det at læse sammen trods alt bare lidt tættere på at tænke som art?

Vil du være med i Læsefest?

Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!

Og måske har du fået lyst til at læse Blomsternes intelligens? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.