Udgivet

Læsefest #13: Lea Fløe Christensen om Blå koral: tys tys dollar

læsefest blå koral tys tys dollar lea fløe christensen

Læsefest #13: Lea Fløe Christensen om Blå koral: tys tys dollar

I anledning af den udvalgte bog i Læsefest: Peter-Clement Woetmanns Blå koral: tys tys dollar, udgivet af Arena, skriver litteraturformidler Lea Fløe Christensen om uskinger økopoesi med vaskemaskinedialog, “der bør være med i ca. alle litteraturkanoner FRA NU AF”.

Jeg er ikke teatermenneske

Der var et scenetæppe af en art, der var trukket for. Der var nok en scene bag det, men vi skulle lytte længe, der i mørket. Det var svært, for jeg tænkte, at jeg nok skulle tænke på, hvad der var bag det.

Senere blev der råbt meget. Og kravlet på vaskemaskiner, for det var vaskemaskiner, der var på scenen. Og til sidst sad en havfrue og spillede klaver og sang fuldstændig himmelske sange, men på det tidspunkt var jeg så overvældet og træt, at jeg slet ikke kunne forstå, at sangene var himmelske, for det hele var alt for meget og alt for sent.

Blå koral: tys tys dollar blev sat op som teaterstykke på Teater Får i 2023.

Jeg er ikke teatermenneske. Jeg vil så gerne være det, og jeg synes, de spiller så godt og giver så vanvittigt meget, skuespillene, og jeg kender til det gigantiske arbejde, der er bag scenen, jeg har arbejdet på Operaen i årevis, men jeg bliver altid skørt overvældet og undervældet på samme tid.

Sådan havde jeg det også, da jeg så teateropsætningen af Peter-Clement Woetmanns Blå koral: tys tys dollar. Jeg ville så inderligt gerne kunne lide forestillingen, for jeg er stor fan af hans bøger og person.

Sikke en bog!

Men så kom bogen heldigvis. Og her er der er ingen, der råber eller kravler på hårde hvidevarer. Og sangene kan jeg læse eller høre med Hannah Schneiders smukke stemme og musik, når jeg har lyst, og helt uden opmærksomhedskonkurrerende havvæsenglitter.

Og sikke en bog!

Undergangen skrives knugende koncist frem allerede i starten af bogen:

“Folk vil ikke dø fordi nogen dræber dem.

Folk vil dø fordi der ingenting er”

Og så kommer dialogen mellem det voksne barn og hendes mor, vaskemaskinedialogen, hvor afgrunden både er barndommen, krigene, vaskemaskinen, der ikke virker, og hvor det for mig at se er intet mindre end en genistreg, hvordan en kort, hektisk dialog kan rumme to parallelle spor samtidig: alt det store, der vælter og dør, og det nære, deres forhold, der har brug for meget mere omsorg end bare et kram.

Økopoesi når det er allerbedst

Måske elsker jeg alligevel mest tredje del, sangene, håbene “Nye steder, nye hjem”. Som jeg kan høre Inger C synge med på med sin særlige, lidt atonale, men uundskyldende stemme:

“Der er så mange svampearter

som springer ud i græs

De trutter op om hjerterne

som om en stjernenat

Der er så meget lykke her

som jeg ikke havde set

Jeg bobler rundt i havet her

som om jeg var en kat”

Kan man andet end elske, hvordan svampene “trutter op om hjerterne som om en stjernenat?” Hvis det ikke er økopoesi, når det er allerbedst, så ved jeg sgu da ikke! Blå koral: tys tys dollar bør være med i ca. alle litteraturkanoner FRA NU AF.

At forgylde blikket i Nettokøen

Woetmanns digtsamling Bag bakkerne, kysten fra 2017 rummer meget af det samme, sprogligt, stemningsmæssigt.

1143px-Bag_bakkerne_kysten_EW

Tematisk er Bag bakkerne snævrere, bogen genrebestemmes som en klagesang, en klage, der gennem langdigtet forholder sig både desperat og taknemmelig, på hhv. verdens og egne vegne ved at skrive ud, hvordan jeget ikke er bådflygtninge:

“Min krop er ikke 15 druknede kroppe, 40 stadig savnede.

Min krop er ikke 978 kroppe reddet af den italienske kystvagt, ikke den ene krop livløs på bunden af skibet.

Min krop er blå øjne hvid hud

(…)

Min krop er korngule marker og den milde vind

i træerne i en lysning i skoven”

Jeg vender ofte tilbage til Bag bakkerne. Både for digtenes skønhed og brutalitet, måske også for at forgylde mit blik i Nettokøen. For her står jeg faktisk med mine guldæg, mine blå øjne, hvide hud. Så fandens heldig er jeg. Og havde jeg ejet en vaskemaskine, ville den sikkert endda have virket.

Vil du være med i Læsefest?

Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!

Og måske har du fået lyst til at læse Blå koral: tys tys dollar? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.