Udgivet

Læsefest #14: Lea Fløe Christensen om Monika Helfers Far

Læsefest #14: Lea Fløe Christensen om Monika Helfers Far

I anledning af den udvalgte bog i Læsefest: Monika Helfers erindringsroman Far, udgivet af Palomar, skriver litteraturformidler Lea Fløe Christensen begejstret om Far og en masse andre bøger og ikke mindst om erindringsvacciner, skammelfrihed og hotelromanbegejstring

Hypnotisk Helfer-hviskeri

Jeg er faldet dybt for Monika Helfers flydende, nænsomme, tænkende skrift. Tankerne, historierne, stederne, sproget.

Jeg har insisterende og forhåbentlig hypnotisk hvisket hendes navn til alle, der holder af at læse en skrift i et smukt og sikkert sprog, kloge, uskingre refleksioner, komplekse menneskeskildringer, bjerge. Først hviskede jeg intenst om romanen Pakket, der kom på dansk i 2022, og nu gør jeg det om Far, der kom sidste år, og som jeg håber, I også kan finde noget at holde af i.

Walter & Lilian

Der er to forfattere, jeg meget tidligt i min Helfer-læsning kom til at tænke på: Walter Benjamin og Lilian Munk Rösing. Som kæmpe Benjamin-fan er det ikke så mærkeligt, at Lilian fulgte lige i hælene på den tyske filosof og essayist, men hvad ledte mig til Benjamin? Han er i byen, Helfer i bjergene. Han skriver fragmenter, Helfer insisterer på at skabe sammenhænge, selvom hun er fuldt bevidst om falske minder, blinde vinkler osv.

Et sted i begyndelsen af Far skriver Helfer:

“Jeg er træt. Jeg lukker min bærbare computer, strækker mig, det er tidlig eftermiddag. Det der gør mig træt, er ikke at jeg skriver, og heller ikke minderne. Jeg vil være træt. Jeg bruger trætheden professionelt Jeg har brug for at komme tættere på drømmene mens jeg endnu ikke sover og heller ikke længere er vågen, så fungerer erindringen bedre.“

Måske er det dét: at hele erindringen om barndommen på rekonvalescenthjemmet i bjergene har et drømmeagtigt skær over sig. (Og til alle jer, der HADER at læse eller høre om andres drømme: I’m with you! Det gør jeg også – inderligt! Det er ikke drømmereferat, der er intet absurd her, der er bare en tåget, poetisk, anti-faktuel stemning, den form for skær).

Walter Benjamin blev en af de helt store erindringsteoretikere. Selv de mindste detaljer af genstande på hylder i barndommens vitriner kan han gøre læsværdige. Den anden dag på arbejde i Brøg gik det lille sus af lykke over mig, I måske kender, når en bog, man ikke vidste fandtes, pludselig dukker op foran en: En lille ny, smuk sag, Tankebilleder, der kom i efteråret til os danske læsere. Uh, den skal jeg have fat i. Jeg ELSKER, når teoretikere føles lyriske, når subjektive minder gøres universelt interessante.

Skammelfrihed

Ok, måske er universelt et stort ord, når man tager med Lilian Munk Rösing til sin mormors og hendes to søstres hus i Virum i det lille, skønne genrefornægtende værk Kaplevej 97. Men alligevel. Hun formår om nogen at løfte de subjektive minder set gennem huset på Kaplevejs rum op til noget filosofisk, ja, eksistentielt. På et grundlag af Benjamins idé om, at man kan vaccinere sig med minder, så man ikke forfalder til nostalgi, “ved at injicere sig selv med små koncentrater af erindringsbilleder”, skriver Rösing husets detaljer frem og skøjter fra det små til det store, som når hun om en skammel – den ved radiatoren under vinduet i køkkenet – skriver:

“egentlig kan jeg bedre lide skamler end stole, der er en frihed i en skammel”.

Sådanne elegante betragtninger, der løfter blikket fra skamlen lige der ved radiatoren til friheden, måske på himlen udenfor vinduet, tager jeg med mig. Vi har en skammel, der kun sættes ved bordet, når vi har gæster og pladerne er sat i spisebordet, stolene brugt op. Og hver gang jeg sætter den der, tænker jeg: Der er en frihed i en skammel. Så hanker jeg op i den sociale del af mig, sætter mig på skamlen og tænker, at senere skal jeg have en dosis skovensomhed.

Erindringens kaninhul

Den anden dag ved skøn serendipitet faldt jeg over Niall Williams roman Historien om regn, der kom på dansk sidste år. Jeg har læst andet af irske Williams, og også når jeg læser om denne, er der noget, der i stemning, stedslighed og erindringsperspektiv minder mig om Helfer. Og ikke mindst sporet med fædre besat af bøger. I Far hører vi, hvordan Helfers kæreste skal møde faren første gang, og forinden advarer hun kæresten:

– Han kommer til at vise dig sit bibliotek. Han vil bede dig om at tage en bog. Måden du holder bogen på, vender siderne på, tager smudsomslaget af på og lugter til bogen på, alt det vil være afgørende for om han kan lide dig eller ej.

– Hvordan gør jeg det rigtigt? spurgte min mand.

– Det ved jeg ikke, sagde jeg. – Det har jeg heller aldrig fundet ud af.

I Historien om regn følger vi en poetisk anlagt landmandsfar, der fejler med høsten igen og igen, mens han lægger sin passion i sit bibliotek, sine 3.958 bøger, som datteren og fortælleren Ruth senere arver.

Og skulle det ikke være nok, så er Ruth sengeliggende. Derfor har hun tid til erindringens kaninhul, og sengen er formet som en båd, bygget af faren med en stor mangel på talent og snedkerhåndelag, men en mindst lige så stor og æstetisk vilje.

Hotelromaner og knuselskelige excentrikere

Fra bådformede senge i irske landsbyer til litteraturens hoteller. Jeg kan nemlig ikke lade være med at nævne Martin Zerlangs herligt-nørdede bog om hotelromaner. Zerlang var – i tæt kapløb med Rösing – en af mine absolutte yndlingsundervisere på litteraturvidenskab, og samtidig er jeg vild med romaner, der foregår på hoteller.

Helst bjerghoteller – eller rekonvalescenthjem – men hotelromaner i det hele taget har en skøn evne til at slynge om sig med umage menneskemøder, hemmelige snakke på køkkentrapper og knuselskelige excentrikere. Det kan også være sanatorier, plejehjem, sømandshjem og andre huse, hvor der er en stærk stedslighed, en skøn kogekone og hvor en broget flok kommer hinanden nær.

Hvis du spørger mig lige nu – og det gør du, hvis du har læst så langt – er nogle af mine favorithotelromaner nok Hotel du Lac af Anita Brookner, Trolddomsbjerget af Thomas Mann (sanatorie), Mr. Saitos Rejsebiograf af Annette Bjergfeldt (sømandshjem), Hørerøret af Leonora Carrington (plejehjem i huse der fx ligner sko!) og En fortryllet april (ferieslot) af Elizabeth von Armin.

Vil du være med i Læsefest?

Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!

Og måske har du fået lyst til at læse Far? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.