Læsefest 8: “Det er ikke fiktion. Det skete”
Thorkil Jacobsen har skrevet om Jeppe Krogsgaard Christensens roman De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv: en personlig beretning og anmeldelse i ét, fordi de begge var ansat på Berlingske – den avis på Pilestræde, som er omdrejningspunktet for romanen og Magnus Saxtorphs deroute.
Thorkil Jacobsen er medlem af Læsefest-redaktionen og har i den anledning skrevet artiklen. Han er kulturformidler, freelance journalist og bl.a. vært på museumsprogrammet Aftryk på P2.
Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv
Det gør ondt at læse Jeppe Krogsgaards “De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv”. Af flere grunde. Kærligheden gør ondt. Den snigende alderdom og afmagten gør ondt.
Lad os kalde en spade for en spade
Historiens præmis er i sig selv smertelig: Magnus Saxtorph er en tidligere højt skattet litteraturkritiker, som er blevet fyret på Berlingske (selve navnet på avisen bliver aldrig nævnt direkte, men det er Danmarks ældste avis og ligger på Pilestræde, så lad os nu bare kalde en spade for en spade).
Hjemme i Valby-lejligheden er hans kone syg og afkræftet, og Magnus kan ikke få sig til at afsløre sin fyring for hende. Derfor fortæller han hende hver morgen, at han kører ind på arbejde, men drejer i stedet af på Krystalgade og sætter sig på Hovedbiblioteket og læser Proust. For at få penge sælger han alle bøgerne, også dem han har fået af sin mor, og han sælger også sommerhuset.
Minderne fra en lykkeligere tid trænger sig på, og Jeppe Krogsgaard skåner os ikke:
“Hendes smil. Tænderne i tusmørket. Øjnenes hvide. De her indre billeder, så levende og klare, som skar sig ind i livet, som det var nu, men måske var det ikke så meget billeder som en slags kontrastvæske, umærkeligt og insisterende løb den ind i ham og gjorde forskellen på lykke og sorg, på liv og ødelæggelse, tydelig.”
Den nye virkelighed på kulturredaktionen
Av! Men også wauw, hvor skriver Jeppe Krogsgaard godt. For mig personligt har historien det ekstra lag, at jeg selv var til stede i nogle af de scener, som udspiller sig i bogen. Jeppe Krogsgaard var i en længere periode – som hans hovedperson – kritiker på Berlingske, og for en kort stund var jeg hans kollega. Derfor vækker det dårlige minder, når Krogsgaard beskriver den nye kulturredaktør og hendes “visioner” for kulturdækningen, som helst skal skabe røre i andedammen og gerne indeholde ord som “sex, indvandring, feminisme”.
Jeg var der sammen med Krogsgaard, mens denne nye virkelighed indtraf på kulturredaktionen, og jeg var der, da ledelsen lancerede ideen om “hurtig dybde” (det er ikke fiktion. Det skete). Og det gjorde sgu lidt ondt på os alle sammen.
Men “De sidste 10 eller 11 dage …” er først og fremmest en kærlighedshistorie. Sådan læser jeg den. Det er Magnus Saxtorphs ulykkelige fastholden i en verden, der var, som sidder i mig, når jeg lægger bogen fra mig og går ud i den verden, der er.
Det kulturelle forfald?
Måske handler det også om, at jeg ikke fuldstændigt har samme syn på det kulturelle forfald, som “De sidste 10 eller 11 dage …” tegner op. I en passage af bogen lader Magnus Saxtorph galden boble ud: Kunsten og kulturen er blevet instrumentaliseret:
“så den nu er et banalt redskab til at dupere en bordherre eller en borddame, til at få adgang til noget andet på den neoliberale menneskebørs, til respekt, beundring eller sex”.
Da jeg først læste det, var det med stor fryd. Ja, for fanden! Men efterfølgende slog en vis træthed mig. Ideen om, at alt var bedre i gamle dage, er forførende, men jo også lige så gammel som kulturen selv. Det er sandt, at meget kulturkritik er blevet konflikt- og sensationssøgende. Og det er trist og ødelæggende. Og det er sørgeligt, når medier smider deres klogeste hoveder på porten til fordel for dem, der kan levere det drama, som medierne håber kan få abonnenterne tilbage.
Men det er også sandt, at nogle gamle mænd har fået lov at polstre deres kulturelle magtpositioner, at de har fået lov til at sidde meget længe, meget trygt og meget blødt med definitionsretten i den ene hånd og den anden hånd placeret på praktikantens lår. En form for oprør var nødvendigt. Det var ikke det oprør, man kunne ønske. Men det er oprør nok aldrig.
Mellem bedrag og kollaps
Og i tilfældet Magnus Saxtorph er det et åbent spørgsmål, om det er den nye kulturredaktør eller hans eget selvforherligende syn på sin egen vigtighed, der starter hans deroute. I virkeligheden er det vel ikke fyringen, men hans egen statusangst, der fører ham ud i løgnene?
Det er et af bogens fineste træk, at den lader det spørgsmål stå ubesvaret, mens plottet (for der et plot) strammes, og jeg som læser lader mig rive med i det elementært spændende ved, at løgnene begynder at blive sværere at opretholde, og kærligheden balancerer et skrøbeligt sted mellem bedrag og kollaps.
Tak for læseoplevelsen, gamle kollega. Så længe der findes bøger som denne, er vi ikke helt på røven endnu.
Vil du være med i Læsefest?
Har du fået lyst til at være med i bogklubben Læsefest? Så kan du læse mere her og tilmelde dig. Dét håber vi meget!
Og måske har du fået lyst til at læse Jeppe Krogsgaard Christensens roman? Den kan du læse mere om og købe her. Nedenfor kan du se nogle af de udvalgte bøger, som medlemmerne i Læsefest har modtaget det sidste år.
