Anarkisttekst, darlings og intertekstuel hønsehop (Mange tirsdagstanker)

Mens børnene spiste deres portion nummer xx af risengrøden læste jeg Læsefestaktuelle Lysets jord op for dem. 100 sider, nåede vi inden nattøjet; de flækkede så mange gange over sætninger: “ jeg er som en tør bolle” og “jeg blev kongen med det dobbelte hoved/kongen af peanuts”. Andre gange faldt den store hen i sin poetiske tilstand, “mit hjerte er en månesten” “mine tanker flyver som mælkebøttefrø”.

Det var vel fjerde eller femte gang, jeg læste bogen, hver gang med en følelse af at være i en rar dybde. Ikke at jeg forstår bogen, det gør jeg sikkert ikke, eller det gør jeg vel på min egen måde, det kom jeg jo frem til efter alt for mange år, at det er sådan, jeg skal nyde poesi: holde fortolkningen ud i strakt arm, være i bogens sprog, stemninger.

Gentagelser er som en frø, der hopper

Jeg har aldrig været glad for gentagelse. Mit moderhjerte er tabt på gulvet mens jeg for syvende gang hører et for længst puttet barn spørge efter mere vand, jeg genser og genlæser aldrig, fortæller folk mig noget, de har sagt før afbryder jeg for at fortælle dem det.

Gertrude Stein forsøger i Stein taler at overbevise mig om, at gentagelsen slet ikke findes:

“Det er lidt ligesom en frø der hopper den kan aldrig hoppe nøjagtigt den samme længde eller hoppe på nøjagtig samme måde ved hvert hop. En fugls måde at synge på er måske det tætteste man kommer på gentagelse men hvis man lytter til dem varierer de også deres insisteren.”

Stein mener at det er graden af insisteren, der altid vil variere, selv i krimier, gudhjælpemig. Og måske er det derfor, jeg knuselsker når teksten arbejder med gentagelse, variationen i insisteren. Når henry hos Højholt går ind i landskabet så mange gange og så forskudt og så forskelligt insisteret at teksten i al sin energi til sidst giver stakkels forskudte Henry overbalance:

henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen

ind i landskabet henry han bukker og takker og går ud igen

ind i landskabet han bukker henry og takker og går ud igen

ind i landskabet han bukker og Henry takker og går ud igen (…)

Ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen Henry

ind i landskabet igen han får blomster og bukker og tipper

over og hænger halvt skråt i luften med fødderne opad og kinden (…)

Åh! Når tekster lader sætninger gentages i blomstrende mønstre, når sætninger og ord kastes skødesløst, forhvirvlet rundt. Når specifikke ord, navne, linjer ser stort på konventionerne og dukker op i nye sammenhænge og får nye farver, som de der 70er-trickgrafikker, hvor en farve holdt op mod en anden farve ser helt anderledes ud end mod en anden farve.

Hvordan en linje i Lysets jord på den ene side synes mild og god:

Men det stopper ikke her. For ordene, vendingerne, de ustyrlige anarkister, hopper ikke bare rundt inde i bøgerne. Nej, for nu er det Pia Juul, jeg tænker på, den barske novelle Mit forfærdelige ansigt, og så bliver det for alvor foruroligende der ved åen, for er hænderne så også som i Juuls fortælling i en lynet pose og kan ikke tage fra i faldet?

Høns og hukommelsesforræderi

I Lyn Hejinians Mit liv er der herlige gentagelser, sætninger i nye situationer. En yndlingsbog, jeg ikke forstår i sammenhæng, men nyder på sætningsplan, især de gentagne som

“Det er svært at vende ryggen til vand i bevægelse”

og dem med hønsene. Eller: det troede jeg, at hønsene dukkede op igen og igen og.. Men jeg bladrer hektisk rundt efter høns, hyppige er de ikke, min hukommelse svigter mig. Jeg overvejer, om de er hoppet over i en anden bog, for der er høns hos Hejinian, men ikke i havedøren som jeg husker, nej det er der ovre i Ida Jessens En ny tid, det er her, de intertekstuelle hukommelsesforrædere er på visit :

“19. april 1929

Jeg har meget glæde af hønsene. Når jeg har været nede og lukke lemmen op om morgenen, styrter de hen til hegnet og ser længselsfuldt efter mig, mens jeg går tilbage til huset. (..) I sommer, når jeg lod havedørene stå åbne, skete det jævnligt, at et par stykker kom på besøg i spisestuen. Altid høfligt. De kaldte for at spørge, om de var velkomne, og hvis jeg kom for brat til syne fra et andet rum, skvattede de over deres egne ben for at komme ud så hurtigt som muligt.”

2 x Robyn, signaturord og karse

I Theis Ørntofts Digte 2014 er der ikke megen gentagelse. I ny og næ et par ens linjer i træk, men ellers ikke. Med undtagelse af linjen “Robyn spiller koncert ved kanalen” der optræder to steder i digtsamlingen. Jeg tænker, det måske er en fejl, at Robyn hele to gange skal stå der og danse med sig selv i hjørnet ved kanalen midt i en ellers mørk og voldsom digtsamling.

Men jeg elsker dette måskeglitch, at hun uventet står der igen, man skal ikke altid dræbe sine darlings, man kan også elske dem, lade dem danse rundt og poppe op hvor de har lyst. Ja faktisk holder jeg gevaldigt af, når digterne har darlings; ord der dukker op igen og igen. Når jeg pludselig kan være hjemme i et digt pga et signaturord. Flagspætte, hegn og krokus hos Eske K Mathiesen for eksempel.

Jeg kunne blive ved, for anakisktteksterne hopper, formerer sig, springer herligt hyppigt. Men jeg vil slutte i Netto ved karsen den anden dag, for der er en anden fordel ved poesiens gentagelse: det sidder lettere fast, som sange, næsten. Jeg skulle ikke købe karse, men jeg tog alligevel bakken op i min hånd, og så hviskede jeg til mig selv fra Lysets jord:

“der gror karse i min hjerne, meget uventet og overraskende”

(og manner, jeg glæder mig til den første Læsefest 4. marts i Lysets jords tegn!)