Udgivet

Maj: Nye bøger

knald

Maj: Nye bøger

Det er forår, og bøgen er allerede sprunget ud. Og bøger hedder bøger, fordi man i begyndelsen skrev på kævler af bøg. Og forårets bøger udkommer, som var de blade på træerne. I maj måned kan du bl.a. glæde dig til nye bøger om vampyrer og en ensom bodybuilder, debutromaner, et langdigt, en prisvindende finsk digtsamling, graphic novels, børnebøger om Kaptajn Troldmand osv.

Vi åbner d. 1. maj med to kampdygtige bøger: den norske roman Om søvn og mørke af Tormod Haugland, udgivet af Silkefyret, og 2. oplaget (tillykke!) af den PING-prisvindende Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, udgivet af Baggaardsbaroner, nu i en forstærket version med flere striber.

Fra Laboratoriet for Æstetik & Økologi kommer den spekulative novelle Vejens retning af Ursula K. Le Guin, fortalt fra et stolt og til tider selvhævdende egetræs perspektiv.

Etcetera udgiver Celia Houdart Villa E.1027 – en poetisk og kærlig sag om et arbitrært venskab mellem to squattere og deres velhavende nabo.

I en helt anden boldgade udgiver Sidste Århundrede kortromanen Vampyren fra Ropraz, der fremmaner et landskab af mørke skove, endeløs sne og indelukkede småbyer. En roman om, hvordan samfundet skaber et monster, om en latent ondskab, hvis sande ansigt ikke bærer hugtænder, men kors og høtyv.

Ditte Holm Bro debuterer med romanen Fladland, udgivet af Kronstork. En bog om længslen efter at passe ind og efter at bryde fri. Om begæret efter at blive set og være usynlig, om at flirte med døden og forelskelsens Gud. På Kronstork kommer også den prisbelønnede kultudgivelse Knald af Richard Siken, oversat af Cecilie Lolk Hjort.

Så kommer ungdomsgyseren BFF på Vild Maskine af Jakob G. Madsen og med illustrationer af Mia Marie Overgaard, perfekt gyser til de 11-15-årige.