Udgivet

Mikrofest interviewet til TV2 Kosmopol

Mikrofest interviewet til TV2 Kosmopol

I anledning af Bogforum d. 3.-5. november blev Lars Emil Foder og Christel Sunesen fra Mikrofest interviewet af Tv2 Kosmopol om mikroforlagenes betydning. Det er der kommet dette flotte indslag ud af i Nyhederne.

Her kan du også høre interviews med Weekendavisens litteraturredaktør David Jacobsen Turner, Simon Kristensen fra forlaget Korridor, Christel som forlægger i Ekbátana, se da Lille Bogdag vandt Delbanco-prisen (juhu!) og ikke mindst høre den taiwanesiske forfatter Chi Ta-wei fortælle om bogen Membraner, som forlaget Korridor har udgivet. Ta-wei holdt den prestigefulde åbningstale til BogForum.

Citater fra interviewet med Tv2 Kosmopol

Typisk er det en til tre personer, som laver alt arbejdet med bøgerne. Lige fra at læse manuskripterne, redigere dem, læse korrektur, lave grafik, køre ud på cykel til boghandlerne, være lagermedarbejder, bogholder. Kort sagt det hele.

Så det er nogle meget små enheder, og vi gør det alle sammen, fordi vi brænder for litteraturen.

Christel Sunesen, Mikrofest & forlaget Ekbátana

Det har været en udbredt forestilling i lang tid, at de små forlag er rugekasser for de store forlag, men der er en stigende bevidsthed om, at de små forlag er et reelt alternativ i sin egen ret, og mange forfattere, som hellere vil udkomme på et lille forlag.

Lars Emil Foder, Mikrofest & forfatter og musiker

Hvis det ikke var for mikroforlagene, så ville vi gå glip af så meget stor litteratur. (…) Oversættelserne er i top, boghåndværket er i top, det er vidunderlige bøger, som de her mennesker udgiver.

David Jacobsen Turner, Weekendavisens litteraturredaktør

Læs artiklen og se indslaget

“Få har hørt om dem. Men deres betydning for litteraturbranchen er enorm”. Sådan lyder overskriften til artiklen fra Tv2 Kosmopol, og rubrikken fortsætter:

“Det er igen de store forlag og deres stande, som springer i øjnene på årets Bogforum, som åbnede fredag i Bella Center. Men det stigende antal danske mikroforlag er begyndt at gøre sig vildt bemærket ved at udgive både dansk og international litteratur af meget høj kvalitet.”

Her kan du læse artiklen og se det ca. 7 minutters indslag.