Udgivet

Mød mikrosfæren med Mads Holm

Mads-js-holm

Mød mikrosfæren med Mads Holm

Sig hej til Mads – litterat og bogfetichist. Han kommer det næste stykke tid til at skrive artikler for Mikrofest – det er vi meget glade for! Her kan du læse om, hvorfor Mads synes, at mikroforlagene og deres bøger er ”noget af det bedste, der er sket, siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1956”.

Af Mads J.S. Holm

Mads-js-holm
Foto: Christian Holse Salicath

Om skribenten: Mads Joakim Skovgaard Holm (f. 1995) er oversætter for forlaget Fahrenheit og har hjulpet på diverse mikroforlag med løst og fast.

Mads er kandidatstuderende i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og skriver speciale om mikroforlag som kunstpraksisser. Begyndte i 2021 som medarrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag og står bl.a. for Asger Schnack-Prisen.


I 2018 begyndte jeg min uddannelse i litteraturvidenskab med det ene formål at arbejde med mikroforlag, og hér er jeg så – bum. Det er måske ikke alle, der ved det, men litteraturen fra mikroforlagene er ved at blive uomgængelig: På universiteterne som en del af pensum, og nu – som i lige nu – dukker den ene artikel efter den anden op i aviserne om mikroforlagenes kvalitet.

Og bardus har jeg søgt herhen på Mikrofest, for dét skal længere ud endnu! Jeg mener, at det, der er sket på mikroforlagene de sidste ti-tolv år, og som fortsat sker, er noget af det bedste, der har fundet sted i det litterære felt, siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1956.

En bog er ikke bare en bog

På Mikrofest har vi at gøre med en bogportal, hvor man ikke kun kan købe helt særlige bøger fra helt særlige forlag, man kan også undersøge deres nicher og poetik i samme ombæring. I den forstand kan man ikke kun udvide sin litteratursmag, men også sin viden om de bagvedliggende tanker for hver udgivelse. Hér kan du eksempelvis læse nogle af forlagenes manifester (eller som vi kalder det: mikrofester):

Så ja, hér er en bog er ikke bare en bog. På Mikrofest kan du få et særligt, mere personligt indblik i bøgernes verden, som ikke kun består af udgivelser, men af passionerede udgivere.

Kunsten er kongestolen

Min motivation er drevet af de ildsjæle, jeg har mødt og fortsat møder på de små forlag – disse alt-i-én-forlæggere – mennesker der har ét højt tårn af alle forlagshattene på hele tiden. Intet bliver gjort halvt, for hvorfor skulle man dog det? Kunsten er kongestolen på skuldrene af sammenhold, ildhu og rigtig mange cigaretter. Man er ikke konkurrenter, for hvorfor skulle man være det, når alle kæmper for det samme?

Som sagt er det ikke ”bare” bøger, men det er heller ikke ”bare” forlag. Det er små kunstpraksisser med hver deres udtryk i hver enkelt udgivelse. Og ikke nok med at disse foretagender drives af passion for litteraturen og dens udvikling: Mikroforlagene formår oven i hatten at være de kulturbærende boginstitutioner i landet. Som det også fremgår af Mikkel Krause Frantzens kommentar i Politiken fra 2022:

“På samme måde som store forandringer ikke finder sted på midten af dansk politik, foregår de egentlige litterære begivenheder ikke på de store, kommercielle forlag, men på de små. De såkaldte mikroforlag.”

Det er et vaskeægte litteraturhistorisk fænomen, der udspiller sig som en kanonorkan, og vi er midt i dens øje – se blot, hvor den ryster fundamenterne! Nordisk Råds Litteraturpris er gået til én på Basilisk og én selvudgiver (der faktisk er smuttet fra Gyldendal!). Jeg gentager: Litteraturhistorie, selvsagt basta!

Det er hér og nu, hvor glemte eller oversete klassikere genudgives, bøger oversættes til dansk for første gang og debutchancer bliver taget – alt sammen uden den mindste hensyntagen til økonomisk rentabelt købmandskab. Det centrale er jo bøgerne, kunsten, og at den får lov til at findes i så mangfoldigt et udtryk som muligt… Og det er så hér, at jeg kommer ind i billedet.

Mød mikrosfæren på Mikrofest

For med alle de bøger, der bliver udgivet på mikroforlagene, og alt det, der sker i og omkring dem, kan det unægtelig være svær at holde sig ajour. Derfor vil jeg gerne tage jer alle en tur med ind i ”mikrosfæren.” Jeg vil præsentere og promovere, analysere og plædere, og ikke mindst traktere og kvittere med personlige anbefalinger med mere. Jeg mener nemlig, at det ikke kun er vigtigt, at man har bedst mulig adgang til kvalitetslitteratur – som man allerede har her på Mikrofest – men også, at man har mulighed for at blive vejledt og blive klogere på denne del af det litterære felt, hvis det er dét, man ønsker.

Jeg er her ikke som portner, men som portier. Jeg vil gerne invitere, ikke holde ude. Der er ikke noget parnas, og der er ingen klassikere, man skal kende eller have læst. Jeg håber blot at kunne give indsigt og vække nye interesser, oplyse om, hvad der bevæger sig hér i mikrosfæren, hvordan det bevæger sig, hvem der får det til at bevæge sig, og hvorfor det bevæger sig, som det gør.

Nogen kalder det ”smal litteratur,” men med en sådan mangfoldighed kan det næppe være rigtigt, og dét vil jeg glæde mig til at uddybe i mine kommende artikler det næste stykke tid.