Udgivet

Sigvaldi-prisen 2021

Sigvaldi-prisen

Indstil et forlag til Sigvaldi-prisen 2021

Det er et storslået initiativ, at Statens Kunstfond uddeler Sigvaldi-prisen, som hvert år kommer til at gå til to mikroforlag, som har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen i Danmark.

Sigvaldi-prisen uddeles igen i år af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Formålet med prisen er at slå et slag for de mindre forlag og bringe dem lidt længere frem i lyset, så de kan nå ud til en bredere læserskare.

Fristen for at indstille forlag til Sigvaldi-prisen er den 16. november 2021, og prisen uddeles i december 2021. 

Sigvaldi-prisen er opkaldt efter digteren og forlæggeren Otto Sigvaldi. Sigvaldi-prisen blev uddelt for første gang i 2020, og de to prismodtagere var Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig. De modtog hver 75.000 kroner for deres høje niveau, idealisme og kyndighed.

Alle har mulighed for at indstille et eller flere forlag til Sigvaldi-prisen. Prisen uddeles indtil videre i 2020 og 2021.

Du kan læse om kriterierne og indstille mikroforlag her.

Sigvaldi-prisen
Otto Sigvaldi (1943-2015)

Læs mere om mikroforlagene på Mikrofest

På Mikrofest er der p.t. 41 kvalitetsforlag, som alle er blevet godkendt af vores litterære fagpanel. Du kan læse meget mere om dem her og få inspiration til hvilket forlag du skal indstille.

Sigvaldi-prisen 2020

Den første gang Sigvaldi-prisen blev uddelt var i 2020, og den gik til Asger Schnacks Forlag og forlaget Virkelig.

Forlagene er valgt, fordi de er ”båret af idealisme og kyndighed og frem for alt kærlighed til litteraturen”, udtaler Jens Smærup Sørensen fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Sigvaldi-prisen består af 75.000 kr. til hvert forlag, og vi ved, at det kommer alle læsere til gode med endnu flere nye, vigtige, smukke, vibrerende, poetiske bøger.

Som Andreas Vermehren fra Virkelig siger: ”Tak, tusind tak for at I tænker på og tager vare på det som foregår i det små. Der findes en anden verden. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at pege på fællesskabet og takke de som har bidraget og bidrager, samlet og spredt, med interesse og kærlighed til arbejdet.”

Asger Schnack, Asger Schnacks Forlag, siger: ”Jeg er overvældet og taknemmelig. Sigvaldi-prisen betyder tre ting for mig: En anerkendelse for mit arbejde som forlægger. Det er meget opløftende! Et glædeligt økonomisk boost til forlaget og stolthed over at blive forbundet med Otto Sigvaldi, på hvis forlag jeg udkom for 50 år siden. Han var vitterlig sin egen nyhed! Tak!.”

Sigvaldi-prisen 2020