Udgivet

Sigvaldi-prisen 2023

Sigvaldi-prisen 2023

Kæmpe tillykke til forlagene Ekbátana og Sidste Århundrede, som er blevet præmieret med Sigvaldi-Prisen 2023. Prisen er indstiftet af Statens Kunstfond og gives hvert år til to små forlag, der har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen. Ud over anerkendelsen lyder prisen på 75.000 kr. til hvert forlag.

Christel Sunesen, Lasse Skjold Bertelsen og Mads Peder Lau Pedersen fik overrakt Sigvaldi-prisen 2023 mandag den 11. december i Thiemers Magasin på Tullinsgade i København. Foto: Statens Kunstfond.

Tillykke til Ekbátana og Sidste Århundrede

Forlagene er valgt pga. ”for deres kompromisløse udgivelsesprofiler, der beriger os med store læseoplevelser af høj litterær kvalitet”, skriver Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Sigvaldi-prisen består af 75.000 kr. til hvert forlag, og vi ved, at det kommer alle læsere til gode med endnu flere nye, vigtige, smukke, vibrerende, poetiske bøger.

Bag Ekbátana står Christel Sunesen, som også er medejer af Mikrofest, og bag Sidste Århundrede er Mads Peder Lau Pedersen, Lasse Skjold Bertelsen og Steffen Skaarup. Om Ekbátana skriver udvalget blandt andet:

”Christel Sunesen er et litterært power house og har en enorm andel i mikroforlagenes vigtige rolle i dansk litteratur. Christel har i 10 år drevet forlaget Ekbátana, som udgiver litteratur af høj kvalitet på tværs af genrer. Hun har et særligt blik for ny dansk litteratur og eksperimenterer på original vis med alternative udgivelsesformater.”

Om Sidste Århundrede lyder det blandt andet:

”Sidste Århundrede beriger danske læsere med oversat litteratur, som udfordrer vores forståelse af samtiden og præsenterer os for nye for længst afdøde stemmer. Mændene bag forlaget Mads Peder Lau Pedersen, Lasse Skjold Bertelsen og Steffen Skaarup vover at gå andre veje i forlagets udgivelsesprofil og går ikke på kompromis med hverken kvaliteten af boghåndværket eller kvaliteten af oversættelser og redaktionelt arbejde.”

Fællesskab og flaskepost

Forlæggerne understreger begge, hvor vigtigt fællesskabet og læserne er – som at smide en flaskepost i havet og ikke ane om nogen finder den. Men det gjorde de!

Christel Sunesen, Ekbátana, siger:

”Af hjertet tak! At modtage Sigvaldi-prisen har jeg drømt om, siden den blev indstiftet i 2020. I år har forlaget 10 års jubilæum, og det ville aldrig være sket, hvis ikke det var for det stærke, kærlige og skabende fællesskab mellem forfatterne, kunstnerne, grafikerne og alle mikroforlagskollegaerne. Med prisen bliver det muligt at udgive endnu flere danske digtsamlinger, romaner og alt det, der heldigvis ikke kan kategoriseres. Tak!”

Mads Peder Lau Pedersen, Sidste Århundrede, siger:

“Når man udgiver bøger, føles det tit, som om man smider en flaskepost i havet og ikke aner, om nogen nogensinde finder den, læser den. Tak til alle jer – læsere, boghandlere, bibliotekarer, anmeldere, forfattere – der har fundet de flaskeposter, vi har sendt ud, og anbefalet dem til andre. Og især tak til de oversættere, der har sørget for, at de overhovedet findes på dansk. Vi er meget stolte og taknemmelige over at modtage Sigvaldi-prisen.”

Læs mere om præmieringen på Statens Kunstfond. Siden prisens indstiftelse har modtagerne været:

2020: Asger Schnacks Forlag og Virkelig

2021: Korridor og Wunderbuch

2022: Jensen & Dalgaard og Vinter Forlag

2023: Ekbátana og Sidste Århundrede

Find forlagenes bøger her

Nedenunder kan du se et lille udpluk af nogle af de to forlags bøger, og ellers kan du finde alle Ekbátanas bøger her og alle Sidste Århundredes bøger her.