Udgivet

Årets Bedste Bogarbejde

Årets bedste bogarbejde

Årets Bedste Bogarbejde 2020

Hvert år udvælger Forening for Boghaandværk bøger til Årets Bedste Bogarbejde, og i 2020 er flere af mikroforlagene repræsenteret i det flotte udvalg.

Som der skrives i forordet: “At dansk bogdesign i de senere år har oplevet et kreativt opsving, er ingen nyhed. Heldigvis. I Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde kan vi år for år observere, at der arbejdes og eksperimenteres med papirbogen over hele linjen – fra landets største forlag til de mikroforlag, der i stadig højere grad tager sig af både ny og klassisk skønlitteratur.”

Gratis fragt

På Mikrofest vil vi gerne støtte udbredelsen af disse smukke og vigtige bøger, så vi giver fragten, hvis du lægger en af bøgerne i indkøbskurven. Indtast koden ÅBB og få gratis fragt på 35 kr. Tilbuddet gælder frem til d. 23. november 2020.

Du kan læse mere om værkerne og begrundelsen for udvælgelsen nedenfor.

Arkiv for Detaljer, Baggaardsbaroner og Korridor

Arkiv for Detaljer, Baggaardsbaroner og Korridor har alle værker med, og de er eminente i både deres indpakning og deres indhold.

Arkiv for Detaljer

Arkiv for Detaljer har fået Linus Carlsens digtsamling Jeg er blevet et hylster udvalgt i kategorien Øvrige bogtyper. Om begrundelsen for udvælgelsen skriver Årets Bedste Bogarbejde:

Omslaget består af et otte-sidet håndfoldet ark, som på de inderste fire sider er håndsyet på bogblokken med rød tråd, der gør hæftningen usynlig, som var det haute coute. (…) Teksternes æteriske uhåndgribelighed er til fulde forløst i denne skæve, herlige og håndholdte form.

Bo Borum

Baggaardsbaroner

Baggaardsbaroner har fået 2 værker udvalgt i kategorien Tegneserier og graphic novels, nemlig Dr. Murder and the Island of Death og Necropolis. Om begrundelsen for udvælgelsen lyder det:

Iøjnefaldende tegneserie med smudsomslag og snitfarve som i den klassiske bogverden. (…) Dr. Murder er perfekt gennemført, flot udstyret og et usædvanligt farverigt indspark i genren.

Bo Borum

Hvor tit sker det lige, at et undergrunds goth-punket tegneseriehæfte til en tyver bliver genudgivet i hårdt, guldpræget læderimiteret bind? (…) Hele projektet har en smittende drengerøvs-feel, som har overlevet forlagets renovering af de tegnede sider. (…) Rigtig godt bogarbejde er det i hvert fald!

Søren Damstedt

Korridor

Korridor har naturligvis fået udvalgt deres novella-serie i kategorien Skønlitterære bøger, hvor præmieringen gælder kassetten med de 4 værker, Aldrende skyer i drift, At træde på en slange & Forsvindinger, En virkelighed og Uendelig lidelse. NB. Vi har desværre ikke kassetten på Mikrofest, kun enkeltværkerne.

Ønsket om at fremhæve hvert enkelt værks individuelle karakter er raffineret og minimalistisk gjort ved individuelle valg af dels de enkelte værkers snitfarve, dels vignetter, hvor håndtegnede og de håndmalede illustrationer trækker abstrakte tråde til Asiens traditioner inden for kalligrafien. Dette forsøg på at balancere det delikate og den lidt mere rå æstetik i et dæmpet og poetisk farvevalg er lykkedes særdeles godt.

Rikke Hansen

Udstilling på Den Sorte Diamant

Se udstillingen af Årets Bedste Bogarbejde på Kirkebybroen på Den Sorte Diamant, og så kan du også samtidig opleve udstillingen Drømmebøger med 13 mikroforlags bøger, som vi og Lille Bogdag har kurateret. Begge udstillinger er gratis og løber frem til d. 30. november 2020. Rigtig god fornøjelse.