Udgivet

Velkommen til TSDK Forlag

Orhan Dogru, TSDK, fuld

Velkommen til TSDK Forlag

Vi er meget glade for at kunne fortælle, at det 42. forlag på Mikrofest er TSDK Forlag. Velkommen!

Læs mere og se alle deres bøger her.

Tyrkisk og kurdisk litteratur

Forlaget blev grundlagt i 2018 af Orhan Dogru, f. 1968 i Tyrkiet, og de har særlig fokus på tyrkisk, kurdisk og andre indvandrergruppers kultur. ”Sådanne udgivelser”, skriver de ”glimrer ved deres fravær til trods for, at der bor mange efterkommere med baggrund i disse kulturkredse i dagens Danmark.”

Deres første udgivelse var NEWROZ – som myte og litteratur af Orhan Dogru. Bogen indeholder den hidtil mest detaljerede genfortælling af Newroz-myten fra oldtidens Mesopotamien, og Litteratursiden skrev: ”Med denne genfortælling har Dogru på forbilledlig vis givet et dansk publikum et tiltrængt indblik i den mellemøstlige kulturarv, sådan som denne tager sig ud i kurdisk perspektiv.”

Sahabattin Ali – en af Tyrkiets mest læste forfattere

De har også udgivet to romaner af en af Tyrkiets mest læste og anmelderroste forfattere: Sahabattin Ali (1907-1948). Som Sunday Times skrev: ”Hvis du bad folk om at nævne en tyrkisk forfatter, ville de nok nævne nobelpristageren Orhan Pamuk. Men den forfatter, som tyrkerne læser mest lige nu, er Sahabattin Ali.”

De to romaner er ”Madonna i pelskåbe”, som anses for en af de bedste tyrkiske romaner og er på bestsellerlister rundt om i hele verden, og ”Djævlen indeni”, som er baseret på hans eget bohemeliv i det intellektuelle miljø i 1930’ernes Istanbul – en tid præget af usikkerhed efter Osmannerrigets sammenbrud efter 1. verdenskrig.

Læs meget mere om dem og deres bøger her.