Udgivet

Vild Maskine & Torgard

Vild maskine og Torgard

Forlagsnyhed

Forlaget Vild Maskine ApS overtager pr. 1. september 2021 det respekterede kvalitetsforlag Torgards bagkatalog samt fremtidige planlagte titler. Stort tillykke til begge forlag – det er et helt perfekt match. Se alle bøgerne her, og nedenfor kan du læse pressemeddelelsen:

Godt samarbejde

Vild Maskine har længe haft et godt samarbejde med forlægger Hugin Eide fra forlaget Torgard. Hugin vil gerne dedikere sig fuldt ud til sit job på DBC og få mere tid til at lave det, han brænder mest for, nemlig at oversætte og være litterær konsulent og freelance redaktør m.m. Derfor overdrager han nu hele Torgards bagkatalog og alle planlagte kommende udgivelser til Vild Maskine. Hugin vil fortsætte som freelance sparringspartner på det færøsk-islandske skønlitterære felt, som har været forlaget Torgards primære udgivelsesområde.

”Det har været sjovt at drive forlag i 13 år, men alt det administrative arbejde har efterhånden drænet energien, så 13 er for mig et heldigt tal,” siger Hugin Eide. ”Bøger sælger jo ikke sig selv, om som én person og med 30 timers arbejde ved siden af, så har man ikke tid nok til at gøre et målrettet salgsarbejde. Man er jo næsten helt forpustet, når bogen udkommer, og det er jo egentlig dér man skal rigtigt i gang med at sælge, men der står den næste udgivelse så og tripper. Det var anderledes de første år, jeg drev forlag, der fik de stærke bøger anmeldelser hele vejen rundt. Nu skal man være glad, blot man får én anmeldelse i de landsdækkende medier Jeg er stædig af natur, men har modstræbende måttet erkende, at tiden og energien er ikke til at følge ordentligt op på hverken de godt 70 bøger, som bagkataloget har sneget sig op på, eller de nye, planlagte udgivelser. Der tror jeg på at et forlag med to fuldtidsmedarbejdere kan gøre mere på den front.”

Vild maskine og Torgard

Højt niveau

”Vi er meget stolte over at Hugin Eide har udset sig Vild Maskine som en arvtager,” fortæller Rebekka Gertz Andersson fra Vild Maskine. ”Vi kender Torgards høje niveau, og da profilen ligger tæt på vores, så har vi taget imod tilbuddet uden tøven.”

”Jeg har desuden selv rødder på Færøerne,” supplerer den anden halvdel af Vild Maskine, Mads Heinesen, ”da min farfar Stig Heinesen, som var klarinettist på Det Kgl. Teater er født og opvokset på Færøerne, og i øvrigt lillebror til den store færøske forfatter, William Heinesen. Sidste år udgav Torgard ’William Heinesen, billedmageren’. En bemærkelsesværdigt flot og anmelderrost bog. På den måde giver det også mening, at William Heinesen ’bliver i familien’.”

Anderledes kvalitetsbøger

Torgard har opnået respekt i branchen med mange flotte anmeldelser, skabt ud fra hans særlige blik for anderledes kvalitetsbøger. Det være sig fx islandske Gyrðir Elíasson og Fríða Ísberg og færøske Jóanes Nielsen eller den unikke færøske børnebogsskaber Bárður Oskarsson, og danske Stine Josefine Dige og Charlotte Pardis julebilledbog Den jul lillebror fyldte det hele’, serien om Lille monster og Store Monster, Lisa Aisatos to bøger ’Ib er et æg’ og ’Mine to oldemødre’, og senest den eminente tjekkiske billedbogsmager, Pavel Čech. Listen er lang.

”Jeg er sikker på at Torgards bagkatalog samt de planlagte udgivelser, vil få et bedre liv på Vild Maskine, da Vild Maskine er større og mere professionelt med to fuldtids medarbejdere og er ikke ”kun” et fritidsforlag som Torgard,” siger Hugin Eide. ”Det er et perfekt match.”

Hugin Eide overdrager titlerne og retten til forlagsnavnet Torgard til Vild Maskine ApS pr. 1. september 2021, og alle fremtidige titler vil gå under navnet Vild Maskine.

Kontakt: Mads Heinesen, 61726976, mads@vildmaskine.dk