Månedens Fejl 404-digt:

Ledte jeg efter fred? Lede. Fred. Der er en del der er blevet glemt. Der skete det jeg… Nej. Hm. Men med ét rebede jeg sejlene. Dét ved jeg. Glemslen er meget enerverende. Den rejsefeberhede hjernes sentenser… Jeg mener jeg skreg en del. Men det er blevet berettet. Mestendels hersker glemslen her. Et bjerg? Hm… En bjergvej…? Et hjerte? Nej… Jeg ledte efter et eller… Nej, det meste er blevet glemt. Jeg ledte. Jeg vendte hver en sten. Men nej. Jeg kender ej hjertets rette sted. Dets sted er et gemmested. Er glemslen helbredende? Nej… En kende? Mm, men det er en meget beskeden renselse.

Jeg skrev. Jeg ved jeg skrev. En hel del tekst skrev jeg. Med det skrevne fremelskede jeg et zweck. Det blev vel en tjenesterejse. Jeg leverede tekst efter tekst efter tekst. Med vekslende held. Enten skrev jeg, eller jeg vred hjernen efter mere tekst. Bestemte jeg selv det jeg skrev ned eller blev det bestemt? Det er ét fedt. Det ses jeg med teksterne hverken erhvervede penge eller fred. Jeg nedskrev messende selvbebrejdelser, helbredende sentenser. Med mere. Teksterne er smeltet sne. Sne med demens?

Jeg er levende. Men jeg deserterer gerne. Hellere end gerne. Levende? Leve, ende? Ende, leve? Ssh. Jeg mener: Jeg lever! Leve? Tsk. Jeg ler! Der er mere ve end le. Eller der er veen mens jeg venter leen. Jeg er ler. Ssh.

Af Lasse Raaby Gammelgaard. Teksten er et uddrag fra en (kommende) lipogramroman om sne på elleve kapitler, hvor kun ‘e’ bliver anvendt af vokalerne.

Læs mere om serien Fejl 404-digte.