Jernvognen

Stein Riverton
216 sider

Udgivelsesdato: 05/11/2020

Format: Hæftet

Sprog: Dansk

Originalsprog: Norsk

Oversætter: Anders Jørgen Mogensen

Omslagsgrafiker: Simon Bukhave

Et mesterværk, en klassiker ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ Politiken

Magisk. Jernvognen lever op til sin status – Weekendavisen

Historien holder den dag i dag – Krimisiden.dk

en fantastisk velskrevet historie med adskillige lag af uhygge ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ Krimiormen

en modernistisk milepæl i kriminalfortællingens historie – Modspor

JERNVOGNEN er en milepæl i nordisk kriminallitteratur. Da den udkom i 1909, blev den set som en direkte reaktion på Arthur Conan Doyles succesfulde The Hound of the Baskervilles, men hvor Sherlock Holmes-historien søger tilbage til den gotiske tradition, arbejder Jernvognen sig frem mod modernismen ved at lade aktørernes psykiske tilstande spille en stor rolle i både beskrivelsen af landskabet og fortællingens udformning. Nu genudgives den i den nye serie GULE ROSER med en spritny og frisk oversættelse samt et efterord af Benni Bødker. Som Bødker skriver i sit efterord, så har ”Jernvognen i sit hjemland konstant været i trykken, siden den udkom i 1909, og forfatteren har lagt navn til Norges fornemmeste krimipris”.

Romanen begynder da en mand findes myrdet på en idyllisk norsk ferieø. Den lokale befolkning forbinder mordet med et gammelt sagn om en jernvogn, der kører over den øde slette og varsler død med sine raslende kæder. Da den excentriske detektiv Asbjørn Krag ankommer til øen, inddrages bogens navnløse fortæller i opklaringen, men de mange forfærdelige hændelser er hårde ved den unge mands nerver, og snart føler han sig forfulgt, mens verden omkring ham ramler sammen og alt leder frem mod en dramatisk afsløring af morderens identitet. Skildringerne af angst, nerveanspændelse, naturmystik og sælsomme drømmesyner giver en febrilt sensitiv prosa, der væver naturen og fortællerens psyke sammen. Conan Doyle var én inspiration, men i skildringen af fortællerens langsomme sammenbrud og det psykologiske spil mellem fortælleren og detektiven vækker Jernvognen ligeledes mindelser om relationen mellem Raskolnikov og chefefterforskeren Porfirij i Dostojevskis Forbrydelse og straf.

Stein Riverton er et pseudonym for den norske forfatter Sven Elvestad (1884 -1934). Trods et forholdsvis kort liv formåede han at udgive 98 romaner, de fleste detektivromaner udgivet under Riverton-pseudonymet. Mange af romanerne i den store produktion er kulørte metervarer, men en håndfuld er originale, overraskende og fantastiske kriminalromaner, der placerer Riverton som den største kriminalforfatter i Norden i den første halvdel af det tyvende århundrede.

GULE ROSER er en ny serie fra Forlaget Escho der fokuserer på kulørt litteratur. Fra skrækromaner, elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr fra perioden 1900-1945. Alt hvad den samtidige Georg Brandes og kredsen omkring ham ville have anset som pinligt at læse. Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt opmærksomhed dansk litteratur af den kulørte slags har fået igennem tiden. Én forklaring er at det meste af den kulørte litteratur virkelig var dårlig. Mange af teksterne var uoriginale metervarer sprøjtet ud for at tjene nemme penge i en medietid hvor filmen var stum, musik kun klassisk og litteraturen derfor var dominerende og mangfoldig. Men, og her kommer det store MEN, der er så vigtigt. At 99% af den kulørte litteratur var noget lort, skal ikke ligge den sidste 1% til last.

200 kr.

Kun 1 tilbage på lager

Bogen er en del af Gule roser

Måske du også kan lide...

Andre bøger fra ESCHO