En antik kunsthistorie

Plinius den Ældre
412 sider

Udgivelsesdato: 22/02/2019

Format: Indbundet

Sprog: Dansk

Originalsprog: Latin

Oversætter: Jacob Isager

Kostelig læsning … et af de mest bemærkelsesværdige antikke skrifter – ATLAS

Tænk, at nogen udgiver sådan en bog i Danmark! Det er flot gjort ★ Nordjyske

En antik kunsthistorie består af de tekster fra Plinius den Ældres Naturhistorie, der behandler græsk og romersk skulptur, malerkunst og arkitektur. De er skrevet omkring år 78 og udgør dermed verdens ældste kunsthistorie, som her for første gang udgives i sin helhed på dansk. Plinius’ stoiske, filosofiske udgangspunkt var Naturen, og at mennesket, og dets frembringelser, var underlagt denne. Det betyder fx, at han skriver om berømte værker og kunstnere inden for bronzeskulptur i den bog, der handler om metaller, og om marmorskulptur, når han skriver om stenarter. Pga. denne systematik indeholder bogen også en mængde andre oplysninger, som man ikke ville forvente at finde i en kunsthistorie; hvem ville fx tro, at malepigmentet melinum også kunne bruges som hårfjerningsmiddel? Ikke desto mindre indeholder værket de eneste systematiske lister over kunstnere og kunstværker, som vi har bevaret fra antikken og er således en enestående kilde til vores viden om græsk og romersk kunst – og værket dannede skole. Naturhistorien blev læst flittigt i renæssancen og har præget kunsthistorien helt op til i dag.

At der var knald på farverne i antikken, kan man forvisse sig om i de to appendikser om stenarter og pigmenter. I sidstnævnte er samtlige pigmenter, som Plinius omtaler, affotograferet både som tørpigmenter og opstrøg. Det er første gang man laver en gennemgang af alle antikkens pigmenter baseret på én antik kilde, fotooptagelserne er derfor foretaget specielt til denne udgivelse. Teksten til pigmentappendikset er skrevet af cand.scient.cons. Signe Buccarella Hedegaard, der forsker i antikkens pigmenter og bemaling af antikke statuer på Ny Carlsberg Glyptotek.

Om oversætteren: Jacob Isager er lektor emeritus ved Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger om antikken, bl.a. om Plinius, samt oversætter af en række antikke værker til dansk.

300 kr.

På lager

Måske du også kan lide...

Andre bøger fra Forlæns