Mikrofest

Jeg er en skulptur af Jean Arp, og derfor ved jeg, hvordan en krop er en del af naturen. Lyset falder på mig, og mørket gemmer sig bag mine former. Det er sådan, jeg driver forlag.

Jeg er en lyd i universet, ingen ved, hvor jeg kommer fra, hvor jeg er på vej hen, ingen, heller ikke det høje mountain, der glitrer i the sunlight. Det er sådan, jeg vælger bøger ud.

Jeg er en erindring om en vinter og det mørke, der stod op om morgenen og gik i seng om aftenen som endnu mere mørke. Det er sådan, jeg forsøger at manøvrere mig fri.

Jeg har oplevet store systemer og undviger som en cyklist i regn. Jeg har set siloer og mærkelige fabriksområder. Stjernebilleder og kontorlandskaber. Det er sådan, det er.

Jeg var fanget af en tid, der var et bræt, hvortil min sko var sømmet fast. Med én sko hoppede jeg ud i det vand, der løb forbi, fordi jeg ville være freedom fighter.

Jeg er Max Roach, eller mere præcist: en tromme, eller rettere: en trommestik, Max Roach engang har spillet med – på den tromme. Sådan korrigerer jeg mig selv, til jeg har ret.

Jeg er et neutrum med begge køn og begge varsler, tilblivelse og afvikling, i selvforståelsen. Lettere svimmel. Jeg stiller mig ud på slagmarken for at kæmpe. Er ikke én, men flere.

*

Vi har de store forlag, og vi ved, eller vi tror at vide, hvad de vil udgive, hvordan de tænker, og hvorfor de tænker, som de gør. Det er muligvis forkert, men det er dog udgangspunktet.

Udgangspunktet er, at vi vil rejse os op og skabe noget andet på baggrund af, hvad der er. Vi er overbevist om, at vi kan bidrage med noget, der skiller sig ud fra mainstream og det vante.

Vi vil ikke gøre det, der allerede er gjort, men vi vil heller ikke ofre skønheden – eller sandheden – for at være fri for bånd og konventioner. Der er masser af plads ved siden af.

Det, der ikke blev samlet op af pengene, samler vi op. Det, der ikke blev kørt i stilling af jakkesættene, kører vi i stilling. Det, der er livgivende uden forbehold. Uden betingelser.

Vi opfatter det som en kunstnerisk handling at kommunikere, at gøre tekst tilgængelig. Vi kommer med det usete, det ny, der sætter af fra det gamle, det ukendte, mørkets bogstaver.

Vi stiller os til rådighed for fremtiden, staver omhyggeligt til omsorg og fornyelse af adgangskort til hellige haller. Der fosser lys ned som et vandfald, det er værdighedens lys.

Ingenting vidste vi, stadig ved vi ikke meget, men nok. Til at træde ind i fællesskabet og omformulere økonomien. Den jegløse summen er en ny tids musik. Vi lyttende frembringer.

Fra antologien Mikrofest (2018)