Om os

MIKROMANIFEST

Mikrofest er en fest! Som i festum: helligdag og gilde. En hyldest til den stille fest den enkelte bog kan være for den enkelte læser. Eller den fest det er at mødes om bøgerne. Og i bøgerne. At løftes ud af sin hverdag, og evt. tilbage igen, fornyet. Men også fest som i festus: at slå. Som i at slå noget fast. Som skriften gør. Som en udgiver af skrift gør, som trykkeren gør. Ikke som i “små slag, små slag”, men som at slå et slag for de små forlag. – Fra forordet til antologien Mikrofest

Hvad er Mikrofest?

Litteraturen sprudler som aldrig før på de danske mikroforlag. Det hylder vi på Mikrofest – en ny online boghandel, hvor du kan finde, læse om og købe bøger fra indtil videre 38 uafhængige kvalitetsforlag. Et mødested for bogelskere. En kærlighedserklæring til litteraturen. Et manifest for store bøger fra små forlag.

Bag Mikrofest står forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også er med til at lave litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Christel og Lars Emil, Lille Bogdag
Lars Emil Foder og Christel Sunesen til Lille Bogdag 2019 på Johan Borups Højskole. Kredit: Frej Rosenstjerne

Mikrofest er et mødested, hvor enhver kan finde, læse om og bestille bøger fra mikroforlagene. Bøger, som desværre tit er svære at finde hos bibliotekerne, boghandlerne og i avisernes anmeldelser, men som har et stort potentiale for en større læserskare.

Mikrofest samarbejder med distributionsfirmaet Dafolo, hjemmesiden er udviklet i samarbejde med Hilsen IT, og vi er støttet af Statens Kunstfond, Fonden Roskilde Festival og Albertsen-fonden.

Hvem er med på Mikrofest?

Mikroforlagenes bøger forsvinder tit i mængden, og det er ofte svært for udenforstående at vurdere kvaliteten, hvis man hverken kender forlaget eller forfatteren bag. Derfor er Mikrofest kun for de kvalitetsforlag, hvor vi kan stå inde for den litterære kvalitet. Forlaget skal:

  • være uafhængigt og må ikke være koncernejet.
  • være et ”mikro-” eller lille forlag, som Mikrofest afgør ud fra en samlet vurdering af årligt antal titler, antal ansatte, oplagstal, omsætning etc.
  • være et redaktionelt forlag, altså ikke selvudgivere/selvudgiverforlag eller medudgiverforlag.
  • have udgivet min. 3 bøger.
  • primært udgive skønlitteratur.
  • udgive bøger af høj litterær kvalitet, som det litterære fagpanel vurderer.

Det litterære fagpanel

For at vurdere “høj litterær kvalitet” har vi nedsat et litterært panel af fagfolk fra den litterære branche: litteraturforskere, litteraturformidlere på biblioteker, forfattere, anmeldere, boghandlere og forskere. Hvis forlaget lever op til de formelle betingelser, vil det blive sat på listen til det litterære panel, som godkender forlag ca. 1-2 gange om året, alt efter hvor mange der henvender sig.

Panelet består af:

  • Daniel Boysen, forfatter og litteraturformidler på BIBLIOTEKET Rentemestervej
  • Rikke Juelsen, chefredaktør på anmeldersiden Modspor
  • Martin Glaz Serup, forfatter og litteraturforsker
  • Thorbjørn Zeuthen Tirsted, litteraturformidler på Hillerød Bibliotek
  • Jeanette Tulinius, ansvarlig for skønlitteratur i Arnold Busck, Købmagergade
  • Mikkel Bruun Zangenberg, anmelder hos Weekendavisen og litteraturforsker
  • Tania Ørum, litteraturforsker, lektor emeritus, Institut for Kunst- og kulturvidenskab

Mikroforlag på Mikrofest

Det litterære panel godkender løbende forlag, som ansøger om at være med på Mikrofest. Nedenfor kan du se en liste over alle de godkendte forlag. Indtil videre har 38 forlag takket ja. At nogle af de godkendte forlag har takket nej, kan skyldes mange ting – den ekstra administration i en presset hverdag uden særlig mange penge eller tid, en webshop eller bogklub der fungerer godt, prisen for at deltage osv.

Her kan du se en liste over alle forlag på Mikrofest, hvor du kan læse mere om dem og deres visioner for litteraturen. Forlagene er:

A Mock Book, Arena, Arkiv for detaljer, Baggaardsbaroner, Deus Ex Machina, EC Edition, Ekbátana, Epilog, Escho, Etcetera, Forlæns, Fuglekøjen, Gladiator, Hjulet, Hoff & Poulsen, Klara W., Korridor, Kosmos, Krabat, Kronstork, LESEN, Løvens forlag, Møllegades Boghandel, Nordisk Books, OVO press, Palomar, Rebel With a Cause, RSS Press, Screaming Books, Sidste Århundrede, Silkefyret, Skjødt forlag, Spring, Sort kat, Ti Vilde Heste, TSDK Forlag, Uro, Vild Maskine, Æther.

Vil du være med?

Har du et mikroforlag og vil gerne være med på Mikrofest? Så send os en mail på hej@mikrofest.dk og fortæl lidt om forlaget.