Uro

Om

Forlaget Uro er en portal ind til bøgernes smukke verden og et vindue vendt mod alle de muligheder, som et forlag giver. Forlaget er en murren i jorden, en sæk fuld af drømme om oprør og skønhed, der langsom knager i rødderne forneden, trænger op gennem forlagsstammen, og risler gennem bladene foroven.

Forlaget opstod en spæd sommerdag i 2014 på Dronning Louises Bro, og det har langsomt fået form og farve af de udgivelser og tanker der er dukket op undervejs. Forlaget har en grafisk tråd der binder udgivelserne sammen, en lyrisk åre, samt en feministisk og repræsentationsorienteret ånd.

Uro er et enkvindesforlag som oftest har hænderne fulde. Af samme grund kan forlaget ikke tilbyde at vurdere uopfordrede manuskripter, for nuværende.

Til gengæld opfordrer vi alle til at søge bredt og samtidigt, eller få de sendt bøger ud i verden selv, da det vigtigste er at litteraturen finder sine læsere, og at forfatteren ikke holdes hen i uholdbar venteposition.

www.forlageturo.dk

Foto: Frej Rosenstjerne, Lille Bogdag 2019

FORLAGSMANIFEST for Forlaget Uro

Ti tips til at drive et betydningsfuldt forlag

  1. Luk øjnene og forestil dig alle de betydningsfulde forlag der endnu ikke findes, men findes snart i kraft af forlæggere der stifter dem. Snart …
  2. Forestil dig alle de betydningsfulde bøger der endnu ikke findes, ikke er skrevet, eller er skrevet men ikke er trykt, eller er skrevet og trykt men ikke er oversat til dansk, forestil dig alle de horisonter der ikke er udvidet endnu …
  3. Forestil dig så at du er forlægger, tænk ”Jeg; forlæggeren!”, og forestil dig hvilket fedt navn dit forlag kunne have og hvilket fedt logo. Forestil dig et navn og logo som gør dig oprigtigt glad, du må vælge mellem alt hvad der ikke er valgt.
  4. Et betydningsfuldt forlag udgiver betydningsfulde bøger. En betydningsfuld bog er en bog som er virkelig mega betydningsfuld for minimum en person. Og den person SKAL være forfatteren selv. Mærk dig mine ord: En betydningsfuld bog der fortjener en udgivelse, er virkelig betydningsfuld for minimum én læser. Det betydningsfulde forlag mangfoldiggør den bog ved at trykke minimum to bøger. En til den første læser, forfatteren, og en til den potentielle anden læser. Herfra løfter oplagstallet sig naturligt – er bogen betydningsfuld for ti, udgives den i elleve eksemplarer, så den ellevte læser altid kan komme til. Er den betydningsfuld for 100, udgives den i 101 eksemplarer.
  5. Den indsigtsfulde forlægger ved at papir og blyant, eller papir og printer, er alt hvad en forlægger har brug for, for at sætte trykkeriet i gang.
  6. Det betydningsfulde forlag forstår ikke at udnytte naturens ressourcer overflødigt og ser derfor vigtigheden i små oplag. Det betydningsfulde forlag kender også betydningen af kvalitativ læsning over kvantitativ. To læsere for hvem en bog gør alverdens forskel, udløser større tilfredshed end 5000 læsere der glemmer bogen i morgen.
  7. Dette er vigtigt: Mangfoldighed i litteratur er vigtigt. Mangfoldighed i litteratur kommer ikke af sig selv. Mangfoldighed kræver brud med monopoler, mangfoldighed kræver mange folk i faget. Mange folk med handlekraft, dvs. uden for meget at miste. En bosnisk smal sci-fi-digtsamling kan ikke udvide den danske læsers horisont medmindre den findes på dansk. Og den kan ikke findes på dansk medmindre et passioneret forlag, som fx kunne stiftes af en bosniskdansk person, oversætter, trykker og publicerer den. I et lille oplag, til en start. Mangfoldighed i udgivet litteratur fører til mangfoldighed i ånden, i samfundets kulturelle niveau i sidste ende.
  8. Mikroforlæggeri er mere end bogudgivelse. Mikroforlæggeri er oprør, det er en lomme af tankefrihed i en fastlåst fællestankegang. Som forlæggeren Maja Elverkilde, der ejer forlaget Pote Produktion, siger: Mikroforlæggeri er at tage produktionsmidlerne tilbage. Opdage at en bog ikke er fremmedgjort, kompleks, abstrakt, men foldet papir, syet i ryggen, dekoreret på forsiden. Tingene er vores venner, ordene er vores egne, og håndkraftede objekter er meningsfulde – dét er også mikroforlæggeri.
  9. I din søgen efter en betydningsfuld forlagsprofil, fundér da over dette: Der er erfaringer i vores verden som mangler en stemme, og de er mange. Det betyder at vi læser flest bøger om nogle typer erfaringer og få bøger om andre. Det betyder at vi tror vi finder os selv i den type erfaringer som vi læser mest af, for sproget er i bogen, og sproget styrer tanken. Det betyder at vi kan opleve ikke at kende os selv fordi det sprog og de erfaringer vi møder, ikke er dækkende, ikke spejler os. Kig fx i din bogreol og tæl antallet af mandlige og kvindelige, vestlige og ikke-vestlige forfattere. Tæl antallet af kvindelige thailandske, nepalesiske, grønlandske, russiske, indiske, ghanesiske, aboriginske eller uruguayske forfattere. Man kan nemt blive overrasket.
  10. Luk øjnene en sidste gang og forestil dig igen alle de forlag der ikke findes fordi ingen har stiftet dem endnu. Og alle de bøger der ikke er oversat, skrevet, udgivet. Alle de stemmer der ikke er hørt, alle de komparative litteraturstudier og al den antropologiske forskning der ikke er bedrevet fordi den hviler på råmaterialet; publiceret litteratur. Forestil dig alle de horisonter der ikke er blevet udvidet, alle de tanker du endnu ikke har tænkt fordi ingen har trykt dén kommercielt uduelige, smaltsælgende nichebog om det emne som ville tale direkte til dig. Forestil dig også al den fremmedgjorthed vi alle føler, over for den trykte bog, det store forlag, den hårde anmelder, det smurte trykkeri, kort sagt: produktionsmidlerne. Men også sproget, det rigtige litterære sprog, den ”gode” litteratur. Forstil dig HVOR komisk det egentlig er at vejen hen til at sige, det er da nemt nok; hvis ingen andre vil udgive det, så gør jeg det sgu selv, virker så lang når den i virkeligheden er så kort. Og forestil dig så til allerallersidst det megafede forlagsnavn du helt selv må vælge, det megafede opperen logo og de fede jobtitler du kan få; forlægger, trykker, redaktør, oversætter, grafiker, illustrator, key account manager, pressechef og ikke mindst – forfatter.

Fra antologien Mikrofest (2018)