Mikrofest

Vandringer i ARENA [2741]
Man må forestille sig at der er en åbning. Vi læser for at bane os vej, at der er et landskab kan vi ikke fremtvinge kun som held. Men det er den der erhverver sig en mening der svigter engagementet; det kræver, at man opgiver alle sine bekvemme, forudfattede overbevisninger, efterlader hele bagagen af relikvier og metafysiske proteser, giver afkald på den beskyttelse, dogmerne yder, og overgiver sig på nåde og unåde til klodens ublide klima.

Vi nærmede os et træ. Træet bestod af tyndslidte næsten transparente blade, vi havde aldrig set noget lignende. I vinden raslede bladene vedholdende, de havde ikke tænkt sig at slippe. De udgød et forsølvet skær, når solen faldt på deres skiftende stillinger. Så faldt en regn over os. Blød og nærmest imødekommende, men trist var regnen, den havde mistet. Bag bakken sad en fængslet revolutionær, en sørgende mand, han så i regnen der havde åbnet sig til støvstørrelse, at forrædere talte samme. Han er tyrker, idømt 28 års fængsel for at skrive med det engagement der gjorde ham til revolutionshelt. Nu er den nye orden etableret, og han skal fjernes. I den sorg sidder han og er forfulgt af alt.

I luften den fordømte tavsheds
og blindheds sorg

Stemmer, der taler ud, og ikke ind, i stuen. Med hvilke fortællinger kommer verden til syne? Det rum, vi taler i, er et rum, hvor nogen bevæger sig omkring, har tanker og gør ting med hinanden. Der er nødt til at være en sammenslutning, der rækker ud over stuen.
Horisonten. hvæsende klip gennem kanaler af flydende sølv. hvorhenne hvad som helst skér og hér intet bagom. flydende farvetråde. spontan slim. lys faldende i blå og røde skygger. flimrende tråde i øjnene.
Vi forholder os til tekst som afspejlinger af et fællesskab.
Vi vil forsøge at forblive indskrevet i teksten, i landskabet, ikke tro det er muligt ikke at være impliceret.

nerverne lidt på højkant
det er jo klart
lidt spændt stemning

Et rum, hvor inspiration ikke forsvinder væk fra, men går igennem engagementet, hvor inspirationen indbefatter engagementet over for det nærværende og ikke fremelsker isolation.
Gør dit forsvar venligt. At være i livet vil sige at være i forsvarsstilling mod dets trussel. Vi beskyttes mod onde drømme af hinandens nære hud. Vi skal gøre os den umage at skille os af med identiteter, at kunne se det fremmede uden om de på forhånd definerede træk der kommer til syne. Når energien slår ud af vores hænder, områder og tilstande, Ingen har nået. fremskinnende trækninger ud af mørket. brænder ud. forsættes. omformes. bryder sammen. udviskes. drejer sig og billedet om og forsvinder og blir sig selv. Men ikke eksklusivt, helst ikke eksklusivt. For at destabilisere ethvert forudgående hierarki.

En hemmelighed, at opøve en indvielse, at der er en lyst til at være med. En praksis baseret på tiltrækning, musikken er ved at være forbi uden at der egentlig skulle have været musik, grønt lys, hække og solen igennem det, det er ved at blive aften i sensommeren, ikke januar som nu.

kød af dit kød
die min stilhed
kom

En praksis baseret på samhørighed, samhørighedens kompleksitet. Lave og næsten ikke hørlige stemmer, men engang. At bringe et sted frem, der har stået og ventet på andre

Brisen / som famler sig frem / har bind for øjnene, / undtagen når det gælder om / at finde et tomrum, / for da kaster den masken og styrter sig ud i det. Ned og ind, der findes eksempler, der undslår at fremvise andet end bevægelsen, det er at gå gennem et billede, dagen går med forskellige mål: Det er meget besværligt at bygge et hus –> Lad kendsgerningerne skabe jer

Citater fra tekster af:
Magrethe Berg, Ivan Malinowski, Nazim Hikmet, Dan Turéll, Witold Gombrowicz, Henrik Bjelke, Malcom De Chazal.

Fra antologien Mikrofest (2018)