Udgivet

Asger Schnack Prisen 2020

Asger Schnack prisen 2020

Litteraturfestivalen Lille Bogdag har for første gang uddelt Asger Schnack Prisen opkaldt efter forfatter og forlægger Asger Schnack. Vinderen i 2020 blev den frivillig drevet boghandel Møllegades Boghandel, og prisoverrækkelsen skete d. 28. november ved et festligt awardshow på Johan Borups Højskole.

Christel og Lars Emil, som har Mikrofest, er også med i Lille Bogdag, og Asger Schnack Prisen er et vigtigt tiltag for at støtte alle aktører i mikroforlagsmiljøet.

Fremtiden er mikroforlagene

100 gæster var samlet til den første prisfest nogensinde for den nyindstiftede Asger Schnack Pris, der fandt sted lørdag d. 28. november på Johan Borups Højskole i København.  Programmet, der bød på taler, musik og oplæsninger af bl.a. Marianne Larsen og Tomas Lagermand Lundme, byggede gradvist op til selve afsløringen af årets vinder. Prisoverrækkelsen blev indledt med en brandtale af Asger Schnack, der tydeliggjorde formålet med prisen; at hylde en aktørsom med kvalitet og professionalisme skaber og understøtter det voksende mikroforlagsmiljø i Danmark.

”Fremtiden er mikroforlagenes. Vi vil hellere kravle over høje forhindringer end sluses over, hvor resultatet er forudsigeligt. Vi vil hellere drømme under stjernerne end drukne i mainstream. Vi vil fortsat være bannerførere for det ukendte, det endnu ikke kortlagte. Og vi – det er hele kæden fra digteren til læseren. Vi er blevet et sammenhold, et nyt fællesskab.” 

Uddrag af Asger Schnacks tale

Velfortjent vinder

En uafhængig og kompetent jury – bestående af forfatter og billedkunstner Morten Søndergaard, litteraturanmelder Kamilla Löfström, digter og forlægger Lars Emil Woetmann, bibliotekar og litteraturformidler Thomas Vang Glud og Lille Bogdag-repræsentanten Karen Elsebeth Jensen – havde shortlistet tre kandidater: Billedkunstner og grafiker Åse Eg, forlaget Korridor samt den frivillige drevet boghandel Møllegades Boghandel, som løb afsted med prisen. I juryens motivationstale blev der lagt vægt på Møllegades årelange indsats for at synliggøre og formidle de små forlags litteratur:

”Møllegades Boghandel har været first movers i formidlingen af udgivelser fra mikroforlag og er én af ”forfædrene” til det miljø, vi ser blomstre op i disse år blandt de små uafhængige forlag. De viser, at der netop ikke er en modsætning mellem uafhængighed og litterær kvalitet, og boghandelen har fra begyndelsen dannet vigtig infrastruktur for de små forlag i Danmark.” 

Uddrag af juryens tale.

Prisen var 200 T-shirts

Overraskelsen var stor, da de ca. 10 frivillige, der var mødt op fra Møllegade Boghandel, fik overrakt prisen. Den bestod af 5.000 kr. samt 200 T-shirts med et tryk af en side i Mein Kampf, hvor Asger Schnack har slettet al tekst undtagen ordet: Kærlighed. Trykket har rod i et tidligere værk af Asger Schnack, som billedkunstner Anders Bonnesen har bearbejdet til lejligheden ud fra devisen ”et unikum til et unikum”.

Asger Schnack Prisen uddeles fremover hvert år til litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Fotokredit: Frej Rosenstjerne