Jon Auring Grimm om Bag en maske

Jon Auring Grimm: “Enhver ånd behøver en maske”

”Enhver dyb ånd behøver en maske”, skriver filosoffen Nietzsche som afslutningen på en længere aforisme om masken. Og skulle man være fristet til at forklare den gådefulde sætning, bliver man straks usikker i sin bedrift, da han beskriver hvorledes masken vedvarende vokser om den dybe ”takket være den uafladeligt falske, nemlig flade udlægning af hvert et ord, hvert et skridt, hvert et livstegn, han giver fra sig”.

Man skulle jo nødigt være den der føjede til den flade udlægning. Og så alligevel. Man må jo vove pelsen. Efterfølgende kan man jo hævde, at man blot var ringe forstået, at det der blev forstået blot var overfladen af det udsagte.

Hvad gemmer der sig bag masken og hvorfor elsker alt hvad der er ”dybt” en maske, den overflade som dybden iklæder sig. Masken vidner jo netop om det den ikke viser. Den viser sig overlagt som slør og overflade. De klassiske teatermasker som arketyper, smilende eller grædende.

I det antikke Grækenland opførte man tragedier og komedier til ære for Dionysos, rusen og det udsvævendes gud, som Nietzsche hyldede. Bag Dionysosmasken var det store fællesskab, på en gang liv, død og genopstandelse.Hvad gemmer der sig bag masken? Hos Nietzsche til tider endnu en maske. Men husk ” der er ikke blot lumsk list bag en maske – der er så megen godhed i en list”.

Pest og undertrykkelse

I ”Den røde døds maske” af Edgar Allan Poe er det pesten der gemmer sig, da der er exces og maskebal bag slottets mure i det pestramte land.

I ”The mask” med Jim Carrey er det de undertrykte sider af hovedpersonens karakter der viser sig i karikeret form.I ”The mask” af David Bowie… Arg, ham husker vi for alt det fede i stedet for.

Nietzsche og masken

Hvem eller hvad gemmer sig bag masken i ”Bag en maske”? Nietzsche får det sidste ord:

Alt, hvad der er dybt, elsker maske; de aller dybeste ting nærer ligefrem et had til billede og lignelse. Ville ikke først modsætningen være den rette forklædning, hvori en guds blu gik omkring? Et spørgsmål på sporet: det ville være underligt, om ikke en eller anden mystiker allerede skulle have dristet sig til noget lignende. Der gives tildragelser af så ømfindtlig art, at man gør vel i at begrave og gøre dem ukendelige med en grovhed; der gives handlinger af kærlighed og af en udsvævende højmodighed, hvorefter det ville være mest rådeligt at tage en stok og gennemprygle øjenvidnet: hvor man slører hans erindring. Mange forstår sig på at sløre og mishandle deres egen erindring for i det mindste at hævne sig på den eneste medvider: – blufærdigheden er opfindsom. Det er ikke de værste ting, man blues mest ved: der er ikke blot lumsk list bag en maske – der er så megen godhed i en list. Jeg kunne forstille mig, at et menneske, der havde noget dyrebart og sårbart at skjule, kunne trille gennem livet ru og rund som en gammel, grøn, velnittet vintønde: sådan vil hans fintmærkende blufærdighed det. Et menneske med en dyb blufærdighed møder også sine omskiftelser og ømfindtlige afgørelser på veje, hvortil kun de færreste nogensinde når frem, og om hvis forekomst selv hans nærmeste fortroligste ikke må vide besked: hans livsfare skjuler sig for deres øjne, ligesådan hans generobrede livssikkerhed. En sådan selvskjulende, der af instinkt behøver talen for at tie og fortie, der er uudtømmelig i at undvige at meddele sig, vil og kræver det sådan, at en maske af ham i hans sted vandrer omkring i hans venners hjerter og hoveder; og skulle han ikke ville det sådan, så vil han en dag få øjnene op for, at der alligevel er en maske af ham dér – og at det er godt sådan. Enhver dyb ånd behøver en maske: eller rettere, om enhver dyb ånd vokser der vedvarende en maske, takket være den uafladeligt falske, nemlig flade udlægning af hvert et ord, hvert et skridt, hvert et livstegn, han giver fra sig.